Kategoriarkiv: Det Gode Søndagsbrød

Det gode søndagsbrød

“Rustikke flutes med æble og spelt”

Endnu engang har jeg været heldig og fået en stor pose æbler forærrende, denne gang af min søde kollega som ikke kunne spise alle de æbler hendes 2 æbletræer producerer. Indtil videre ligger de fleste af dem stadig i køleskabet og venter på at blive brugt. Men den anden aften bagte jeg disse lækre flutes, som jeg tænker ville passe godt til en omgang søndagssuppe

Du skal bruge: 50 g gær // 1 spsk salt // 1 spsk sukker // 100 g blødt smør // 200 g hvedemel // 200 g fuldkorns speltmel // 1 revet æble // 1 spsk tørret timian // 1½ dl stuetempereret danskvand

Kom gær, salt, sukker, smør, hvedemel, speltmel, æble og timian i en røreskål (gerne til røremaskine) og sæt den i gang med at køre ved lav hastighed mens du langsomt tilsætter danskvand. Når du synes at dejen har en passende konsistens (den må gerne være en anelse våd). Lad herefter røremaskinen køre i 10-15 minutter til dejen er glat og smidig. Del dejen i 3 lige store stykker, som du former til rustikke flutes – brug evt en anelse speltmel så det ikke hænger i bordet. Lad brødene hæve tildækket i 1 time inden de pensles med sammenpisket æg og bages ved 220 grader varmluft i ca 20 minutter til de er mørke og gennembagt

Det gode søndagsbrød

“Koldhævede havregrynsboller”

Godmorgen til jer alle sammen. Jeg synes det var ved at være længe siden jeg sidst havde delt en omgang “Det gode søndagsbrød”. Det er også oftest om efteråret og vinteren at der bliver bagt morgenbrød herhjemme, hvorfor ved jeg ikke. Ellers er der oftest kun hjemmebagt brød når vi har overnattende gæster. Jeg har dog fundet en opskrift på rundstykker som jeg tænker at jeg vil afprøve inden længe, så jeg vender snart tilbage i denne kategori. Nedenfor får i opskriften på de lækreste havregrynsboller

Du skal bruge: 25 g gær// 5 dl koldt vand // 2 tsk salt // 2 spsk sukker // 2 spsk olie // 200 g havregryn // ca 300 g hvedemel // lidt havregryn til pynt

Kom gær, vand, salt, sukker olie og havregryn i en stor skål og rør det god sammen. Tilsæt herefter melet lidt efter lidt indtil dejen er fast men stadig meget klistret – du skal stadig lige akkurat kunne røre i den. Dæk den til og stil den i køleskabet natten over

Brug en ske til at komme dejen på en bageplade med bagepapir. Der bliver ca. 14 boller af denne portion. Bag bollerne ved 225 grader i 20-25 minutter til de lyder hule når du banker dem under bunden

Det gode søndagsbrød

“Lækre snoede flutes”

Du skal bruge: 500 g hvedemel // 25 g kartoffelmel // 2 tsk. salt // 2 tsk sukker // 1 pose tørgær // 35 g olivenolie // 3 dl lunkent vand // 1 sammenpisket æg // sesam // flagesalt

Kom mel, kartoffelmel, salt, sukker og tørgær i en skål. Tilsæt olivenolie og vandet og ælt i ca. 10 minutter. Brug meget gerne en røremaskine. Dæk dejen til med en rent klæde og lad den hæve i 1 time. Kom dejen ud på et meldrysset bord og del den i 3 lige store stykker. Tril hvert dejstykke til en pølse på ca. 30 cm. Tryk den let flad og del den på langs. Sno de 2 stykker sammen og kom dem over på en bageplade med bagepapir, eller i en flutesbakke. Lad brødene hæve igen i ca. 1 time. Pensl brødene med sammenpisket æg og drys med sesam og flagesalt

Bages i en 190 grader forvarmet ovn i ca. 25 minutter. Når brødene er færdige slukkes der for ovnen, ovnlågen åbnes og brødene køles af i ovnen. Dette gør at de bliver ekstra lækre og sprøde

Det gode søndagsbrød

“Valnøddebrud”

Du skal bruge: 50 g gær // 4 dl lun mælk // 70 g sukker // 2 spsk salt // 100 g smagsneutral olie // 700-800 g hvedemel // 200 g grofthakkede valnødder // 2 æg (str L)

Opløs gæren i den lune mælk og tilsæt herefter sukker, salt, olie og det meste af hvedemelet. Ælt det grundigt på en røremaskine (minimum 10 minutter) og tilsæt evt. mere mel undervejs – dejen skal være blød. Kom dejen ud på bordet og lav en fordybning midt i dejen og slå æggene ud heri sammen med de hakkede valnødder. Brug nu 2 knive til at hakke dejen i stykker, samtidig med at æg og nødder fordeles i dejen. Skær dejen i 15 lige store dele og løft dem over på en bageplade med bagepapir – lad dem hæve tildækket i ca. 30 minutter

Bag brudene ved 200 grader i omkring 15 minutter til de er gyldne

Så er det blevet endnu en skøn efterårs-weekend, og det skal selvfølgeligt fejres med en hyggelig morgenmad, fyldt med hjemmebag. Herhjemme lever vi pt. Stadig i babyboblen og nyder hvert sekund med vores skønne mus. Tiden flyver afsted og det er ikke til at forstå at han allerede er over 1 måned gammel. Tiden bruger vi stadig på at lære ham at kende og sidde og kigge på ham time efter time, men vi er nu også så småt kommet i gang med en “normal” hverdag, hvor de små rutiner begynder at snige sig ind igen – blandt andet det at kunne nyde en skøn morgenmad som denne

Det gode søndagsbrød

“Grove og sprøde franskbrød + mælkemarmelade”

Du skal bruge: 1½ dl rugflager // 5 dl vand // 2½ tsk salt // 2½ dl yoghurt naturel // 1 æg // 50 g gær // 50 g smeltet smør // 250 g grahamsmel // 250 g fuldkornshvedemel // 400-500 g hvedemel

Kog 3 dl af vandet og opblød rugflagerne heri i ca. 5 minutter, herefter tilsættes det resterende vand, salt, yoghurt, æg, smør og gær og der røres godt rundt. Nu tilsættes grahamsmel og fuldkornshvedemelet mens der æltes godt – gerne i en røremaskine. Mens der æltes tilsættes hvedemelet lidt efter lidt og der æltes i yderligere 10-15 minutter, til dejen er blød og smidig. Stil dejen til hævning i en lille time

Kom dejen ud på et bord der er drysset med grahamsmel. Del dejen i 2 lige store dele, form dem til 2 aflange brød og kom dem på en bageplade med bagepapir. Drys med grahamsmel og skær firkanter i brødenes top med en skarp kniv inden de bages ved 200 grader varmluft i ca. 30 minutter til brødene er sprøde og lyder hule når man banker dem under bunden

Vil man forkæle sig selv eller sine gæster en lille smule ekstra, vil jeg anbefale at man prøver at lave mælkemarmelade. Det smager fantastisk på en skive nybagt brød, men kan også bruges som fyld i macarons eller i kager og som tilbehør til f.eks. is

Du skal bruge: kornene fra 1 vaniljestang // 2½ dl piskefløde // 1½ dl sødmælk // 80 g sukker

Kom alle ingredienser i en gryde og kog ved svag varme i ca. 2 timer – der skal røres i gryden en gang imellem. Massen skal ende med at være tyk og lysebrun. Den må ikke få for høj varme, da den nemt vil skille. Mælkemarmeladen kommes på et rengjort syltetøjsglas og opbevares på køl i op til 2 uger

♥ Kan I have en rigtig dejlig Pinse 

♡ 12. december ♡

♥ “Velduftende Jule-knuder” 

Du skal bruge: 25 g gær // 5 dl mælk // 2 tsk salt // 1 dl sukker // 2 tsk stødt kardemomme // 2 tsk vaniljesukker // 700 g hvedemel // 150 g blødt smør Pensling: 1 æg // ½ tsk salt // 1 tsk sukker

Lun mælken og kom den i en skål sammen med gær, salt, sukker, kardemomme, vaniljesukker og 500 g af hvedemelet. Ælt det godt sammen på en røremaskine i 15-20 minutter mens der undervejs tilsættes mere af melet. Når melet er i tilføjes den bløde smør og der æltes lidt endnu – kom evt. mere mel i om ødvendigt. Stil dejen til hævning i ca. 1 time. Herefter deles dejen i 20 lige store stykker. Hvert stykke trilles til en lang pælse som man binder en knude med. Sæt jule-knuderne på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve mens ovnen varmer op til 200 grader. Pisk æg, salt og sukker godt sammen og pensl knuderne inden de bages i 12-15 minutter til de er gyldne

Du kan klikke lige her og se sidste års låge

Det gode søndagsbrød

“Marcipanboller”

I denne omgang “Det gode søndagsbrød” er det ikke hjemmebag til morgenmaden, men der imod til en hyggelig eftermiddag på sofaen. De er utrolig nemme at lave og får et tvist af lækkert marcipan inden de kommer i ovnen. Oprindeligt kommer disse boller vidst fra Sverige og kaldes for “lussemuffins”, men her hos mig er det simpelt og enkelt, marcipanboller. I en oprindelig “lusse”opskrift er der safran i bollerne og de skal toppes med nødder inden de bages, men det kan man jo gøre helt som man vil

Du skal bruge: 35 g gær // 3½ dl lunken mælk // 140 g smeltet smør // 1 dl sukker // 2 tsk groft salt // 1½ dl creme fraiche // ca. 700 g hvedemel Fyld: 50 g blødt smør // 100 g marcipan

Opløs gæren i mælk og sukker, og tilsæt alle de øvrige ingredienser. Ælt det godt sammen på en røremaskine i 10-12 minutter til dejen er blød men ikke klistrer særlig meget. Sæt dejen til hævning i 30 minutter. Imens blandes smør og marcipan godt sammen, til en ensartet masse. Del nu dejen op i 16 lige store dele og tril dem til boller, som kommes i en smurt muffinform. med tommelfingeren trykkes et stort hul i midten af hver bolle hvor marcipanfyldet fordeles i. Lad dem efterhæve i yderligere 30 minutter inden du pensler dem med mælk eller sammenpisket æg og bager dem ved 250 grader i 8-10 minutter

jeg bagte disse lækre marcipanboller allerede i går eftermiddags da jeg alligevel skulle have fundet røremaskinen frem for at bage burgerboller til aftensmaden. Vi havde en afslappende eftermiddag i går, hvor kæresten sad foran computeren mens jeg lå på sofaen og læste i min nye bog, drak en kop varm kakao og spiste en nybagt marcipanbolle

Det gode søndagsbrød

“Sprøde morgenboller”

Her i weekenden har vi haft besøg af mine bedsteforældre. Vi har hygget i haven i det dejlige sensommervejr, gået tur i Slotsparken i Gråsten og så har vi selvfølgelig spist nybagte boller her til morgen – det er jo søndag. For første gang har jeg prøvet at bage med ølandshvedemel, og det var virkelig lækkert! Her får i opskriften på lækre, sprøde morgenboller:

Du skal bruge: 10 g gær // 1 spsk salt  // 1 spsk sukker // 5 dl koldt vand // 1 spsk olie // 5 dl ølandshvedemel // 3-4 dl hvedemel

 

Kom gær, vand, salt, sukker og olie i en stor skål og rør det godt sammen. Herefter tilsættes først ølandshvedemelet og derefter almindeligt hvedemel. Konsistensen skal være så blød at du stadig kan røre i det med en træske, men den med selvfølgelig ikke være flydende. Dæk skålen til med film og stil den på køl natten over

Om morgenen sættes ovnen på 250 grader. Dejen sættes af på en bageplade med bagepapir – dette er nemmest med 2 skeer. Bag bollerne i ca. 15-20 minutter til de er godt gyldne og har en sprød overflade. Lad dem køle af i 10 minutter inden de serveres

Det gode søndagsbrød

“Havregrynsboller og rabarbercurd”

Det er søndag og det betyder hjemmebag. Desværre kunne vi ikke nyde morgenmaden sammen da min kæreste skulle på arbejde fra 6-14, så vi hyggede med hjemmebagte boller til eftermiddagskaffen i stedet for. Hertil havde jeg lavet en rabarbercurd af nogle af alle de skønne rabarber fra vores have opskriften på boller og curd får I lige her:

 

Til 8 boller skal du bruge: 25 g gær // 2,5 dl lunken vand // ½ dl olie // 1 tsk groft salt // 1 spsk sukker // 125 g havregryn // 250 g hvedemel // lidt havregryn til pynt

Kom gær, vand, olie, salt, sukker og havregryn i en skål og rør det godt sammen. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt og ælt det sammen – gerne i røremaskine i ca. 15 minutter til dejen er glat og smidig. Dæk skålen til med et viskestykke og lad den hæve 1 time

Varm ovnen op til 225 grader. Form 8 lige store boller og kom dem på en bageplade med bagepapir. Pensl bollerne med vand og drys med lidt havregryn. Bag bollerne i ca. 15 minutter til de er gyldne og lyder hule når du banker dem under bunden

Ca. 2½ dl. rabarbercurd: 250 g rabarber // 1 dl vand // 1 æg // 1 tsk stødt ingefær // 1½ dl syltesukker // atamon til glasset

Kog rabarber og vand til en mos. Passer det gennem en sigte og tilsæt ægget under omrøring. Kom blandingen tilbage i gryden og tilsæt ingefær og syltesukker. Lad det simre ca. 3 minutter under omrøring. Herefter sættes gryden op i en skål med iskoldt vand og der piskes med en el-pisker indtil massen er afkølet. Kom rabarbercurden på atamonskyllede glas og opbevar den på køl i op til 2 uger

Det gode søndagsbrød

I går morges stod jeg tidligt op for at bage lækre rugboller til vores morgenmad. Engang imellem er det super hyggeligt at starte dagen ud med duften af nybagt brød – jeg elsker det! Jeg synes selvfølgelig ikke at i skal snydes for en opskrift. Bag dem – de smager fantastisk!

 

Du skal bruge: 15 g gær // 1 spsk groft salt // 1 spsk sirup eller honning // 4½ dl koldt vand // 200 g rugmel // 250-300 g hvedemel // græskarkerner til pynt

Kom gær, salt, sirup og vand i en skål og rør det godt sammen. Tilsæt rugmel og det meste af hvedemelet og rør det sammen – det er nemmest med en træske. Dejen skal kunne røres men må ikke være for blød. Kom film over skålen og stil den på køl natten over eller som minimum i 8 timer. 

Tænd ovnen på 250 grader varmluft og del imens dejen op i 8-10 lige store dele. Dette gøres nemmest ved at komme lidt mel på hænderne og forme dem til små aflange brød. Sno dem evt. en omgang eller to for et fint udseende. Pensl med en lille smule vand og drys med græskarkerner. Bag bollerne i ca. 15 minutter til de er sprøde og har fået en gylden skorpe.