Kategoriarkiv: Lidt af hvert

Sommer i Danmark

For søren hvor jeg længes efter varmere himmelstrøg, smukt eksotisk landskab og eftermiddage ved det smukke hav. Det er ellers ikke fordi der ikke bliver lagt tonsvis af sådanne billeder op på diverse sociale medier lige for tiden

I dag er der præcis 1 måned til termin så vi holder sommer herhjemme. Desværre er der ikke meget sommervejr, så dagene kan godt blive lidt kedelige indenfor. Samtidig bøvler jeg med mit bækken og må derfor bruge meget af min tid liggende, men alligevel prøver vi at lave lidt feriestemning herhjemme:

* Vi er stadig ikke helt færdige med indretningen herhjemme så jeg er gået i gang med at finde de helt rigtige pladser til alle vores souvenirs fra tidligere ferier

* Vi laver mad fra hele verden. Senest er det blevet til en thailandsk suppe og en engelsk kyllingepie

*Har lige bestilt en bog med opskrifter på en masse alkoholfrie cocktails. Nu mangler vi bare lidt solskin så jeg kan sidde på terrassen og drikke farverige drinks med sugerør, paraplyer, frugt og andet pynt

* Jeg købte for noget tid siden en bog med steder i Danmark som man skal se. Der er allerede sat en del krydser, men mon ikke vi kan få sat et par stykker til i den kommende sommermåned

Kan i have en dejlig weekend, der forhåbentlig kan byde på lidt solskin og sommerstemning

Sommerens læsestak

Den anden dag bankede den søde postmand på vores dør, han skulle nemlig aflevere en pakke fyldt med læsestof. Jeg nyder virkelig at få læst så meget som jeg gør lige i tiden og udover at være i gang med bogserien calendar girl kan i se resten af min sommer-læsestak lige her:

Jojo Moyes – Det store spring

Jojo Moyes – Toner i natten

Lucinda Riley – De syv søstre

Lucinda Riley – Stormsøsteren

Stephanie Danler – Sødbitter

Audrey Carlan – Calendar girl (bind 3 + 4)

Dagen i dag indbyder ikke til så meget andet end at ligge på sofaen og få læst en hel del. Regnen lader vente på sig, men set ud fra de mørke skyer der hænger og truer, så går der nok ikke længe før det kommer til at ske. Jeg er desværre ikke helt på toppen i dag – lillemanden er virkelig aktiv og det giver mig både kvalme og halsbrand, men så er det jo rart at man bare skal nyde dagen herhjemme med en bjergetape i årets Tour, “pølsepuden” og en masse små blundere

De nye bøger gør desværre også at der er ved at være akut pladsmangel i bogreolen, så jeg er gået i intens inspirations-mode for at finde en løsning på hvordan vi får skabt vores lille hjemmebibliotek, hvor jeg kan have plads til alle mine bøger. Indtil videre er det ikke lykkes mig at finde en genial idé, men jeg leder videre, for det ender med at reolen brister i overanstrengelse

Om at forkæle sig selv

Hver gang jeg snakker med folk om at jeg er gået på barsel, kan jeg næsten være 100% sikker på at deres næste kommentar er; “Husk nu og nyd det”. I går tog jeg det meget bogstaveligt og lavede en lille selvforkælelsesdag. Det startede med at jeg kl. 09.00 havde en tid til frisøren, hvor jeg fik klippet spidserne – selvom der ikke er sket så meget, så er det jo bare super lækkert at være til frisøren. At få vasket sit hår inkl. hovedbunds-massage, en kop cappuccino og et stykke chokolade, så kan dagen da ikke starte meget bedre. Herefter blev der købt lidt lækkerier i Matas og en fin fin halskæde fra Pernille Corydon. Inden jeg kørte hjem igen var jeg et smut forbi lagkagehuset hvor jeg købte en friskpresset juice og en stor gulerodsbolle

Hjemme igen fik jeg læst et par kapitler i min bog mens jeg nød de indkøbte lækkerier og fik lakeret mine negle. Senere gik jeg i gang med at få ordnet mit tøjskab – dette var jeg dog allerede gået i gang med dagen forinden, men jeg manglede lige det sidste. Det var ikke fordi det trængte super meget, men jeg synes det er lækkert at åbne et tøjskab hvor alt bare ligger og hænger som det skal. Aftenen stod på kærestehygge hvor vi så den nye “Skønheden og Udyret” som jeg synes var super god, kæresten derimod var vidst ikke helt enig med mig, han sad i hvert fald meget meget urolig i sofaen, haha

I dag er det ikke så meget selvforkælelse der er på dagsorden, men nærmere “praktiske gøremål”. Der skal ordnes lidt vasketøj og så skal der støves en lille smule af, så jeg må vidst hellere komme i gang. Kan I have en dejlig dag derude ♡

MIT BABY SHOWER

I går var der 6 skønne tøser der have arrangeret et hyggeligt baby shower for mig. Jeg skulle komme hjem til mine forældre klokken 11, hvor jeg blev taget imod af smilende piger med ballon-tykke maver. Sofabordet var fyldt med gaver, og efter at have pakket dem op fik vi udleveret de fineste papirer med en lille gættekonkurrence om det ufødte vidunder. Frokosten bestod af jordbærsalat, brød, grillet kød og ovnbagte kartofler. Eftermiddagen startede ud med lidt afslapning i haven, mens der blev taget en masse fine billeder. Leg nummer 2 gik ud på at jeg med bind for øjnene skulle gætte ingredienser i forskellig slags babymad. Herefter stod den på eftermiddagskaffe med lækre kager og frisk frugt. Dagen sluttede med at alle tøserne, ud fra øjemål,  skulle gætte størrelsen på min babybule

Det er virkelig rørende at man har nogle i sit liv som gider tage sig tid til at arrangere sådan en dag for én. Det var en helt fantastisk dag i selskab med de tøser som jeg allerbedst kan li’ og jeg takker dem af hele mit hjerte! 

Dagen startede med at jeg skulle pakke en masse fine gaver op mens vi fik en lille forfriskning i stuen 

Den første aktivitet vi skulle give os i kast med, var forskellige spørgsmål om lillemanden. Alle de deltagende skulle gætte navn, fødselsdato, tidspunkt m.m. og så ser vi hvem der kommer tættest på at gætte rigtigt når det lille vidunder kommer til verden 

Der var dækket det fineste lystblå bord

 

Efter maden var vi alle ude i det dejlige sommervejr, hvor vi selvfølgelig fik taget en masse skønne billeder

Den lækreste sommerkage med masser af danske, sommersøde jordbær

Den sidste leg gik ud på at alle gæsterne, ud fra øjemål, skulle klippe et stykke snor af i en længde der passede i størrelse med babybulen. Som i kan se på billedet er det noget sværere end man skulle tro

De fineste gaver til vores lille dreng

En lille hemmelig drøm ♥

Jeg er rigtig glad for mit arbejde, og sådan skulle det jo også helst være. Den dag man ikke vågner op og tænker: “åh nej skal jeg nu afsted igen”, så er det ved at være på tide, at man finder sig noget andet at lave. Jeg har aldrig fortrudt så meget som ét sekund, at jeg har uddannet mig som pædagog. Jeg elsker mit alsidige arbejde og jeg elsker den smittende effekt som glade børn giver – der er aldrig to dage der er de samme. Men selvom man er glad for sit arbejde, kan der selvfølgelig godt være andre drømme man går og tænker over, for hvis jeg nu ikke havde taget uddannelsen som pædagog, hvad ville jeg så lave?

Jeg sad og snakkede med et par kollegaer den anden dag, om hvad vi ville arbejde med, hvis vi ikke var blevet pædagoger. Først sad jeg længe og tænkte over det, men i bund og grund er spørgsmålet egentlig ikke så svært at svare på, for jeg har haft en lille hemmelig drøm i mange år efterhånden. For hvis jeg helt selv måtte vælge noget andet at lave, ville jeg åbne mit eget lille konditori. Det skulle bare være et lille sted hvor der var plads til en 15-20 mennesker ad gangen, jeg ville bage alting selv og så skulle det indrettes hyggeligt og hjemligt. Det skulle være et sted hvor man tog sin computer med hen hvis man skulle skrive en opgave, eller hvor man kom hen og lånte en bog fra bogreolen, og sad og læste mens man drak en stor latte og spiste en nybagt kanelsnurre. Vinduerne skulle være fyldt med lækre cookies, cupcakes, tærter, boller, snitter og hvad hjertet ellers begærer. Når vi er på ferier rundt omkring, er der som regel et sted eller to der altid får min opmærksomhed meget hurtigt, for jeg kan simpelthen ikke gå forbi et lille bageri eller konditori uden at jeg lige skal hen og kigge ind ad vinduerne, og nogle gange kan jeg da heller ikke nøjes med at kigge 

Når vi nu er inde på dette lille søde emne så skal i selvfølgelig ikke snydes for en opskrift. Jeg har nemlig været i køkkenet, her til morgen for at bage nogle små rabarberkager som jeg tænker vil falde i god jord her hen over Kr. Himmelfarts ferien. I aften gå jeg i køkkenet igen – jeg har nemlig lovet kollegaerne at tage lidt hjemmebag med i morgen, så derfor står den på banankage-bagning med masser af chokolade, senere i aften

Til 12 små kager skal du bruge: 150 g rørsukker + lidt ekstra til toppen // 3 store æg // 150 g smør // kornene fra 1 vaniljestang // 175 g marcipan // 150 g hvedemel // 1 tsk bagepulver // 125 g kokosmel // 150 g hvid chokolade // 200-300 g friske rabarber // bagespray // 12 små aluforme

Tænd ovnen på 175 grader. Pisk æg og sukker lyst og luftigt med en håndmikser. Smelt smørret og kom det i skålen mens der stadig piskes. I en anden skål blandes mel, bagepulver, vaniljekorn, kokosmel samt marcipan og chokolade i små stykker. Vend det herefter sammen med æggeblandingen til massen er ensartet. Kom 12 aluforme på en bagerist med bagepapir og spray dem med bagespray. Fordel dejen i formene – de skal fyldes 3/4 – og drys med lidt rørsukker. Til sidst fordeles små stykker frisk rabarber på toppen af hver kage og de bages i midten af ovnen, ca. 20 minutter til de er gyldne på toppen

Et hyggeligt slosophold

 

For 14 dage siden var jeg på slotsophold med kæresten og svigerfamilien. Det var egentlig meningen at jeg ville have vist jer billeder derfra noget før, men så gik dagene en for en med flytning og pludselig stod vi også uden internet. Men nu kan jeg vise jer lidt fra et par hyggelige dage på Fyn. Vi mødtes med de andre i Svenborg til frokost, lørdag og kørte herefter til Faaborg hvor vores slot “Hvedholm” er beliggende. Vi startede med at gå en tur op i tårnet, hvorfra vi havde den skønneste udsigt over området. Herefter gik vi ind for at sidde i fællesrummet og få en lille forfriskning, mens vi snakkede og spillede havde quiz om storbyer

  

Sidst på eftermiddagen gik vi hver til sit for at gøre os klar til middagen kl. 19. Her fik vi en lækker 5-retters menu. Desværre havde jeg glemt opladeren til mit kamera, så derfor var der kun strøm til at tage billede af de 2 første retter, som bestod af en kold fisketallerken, med røget laks, krabbehaler, salat og urtecreme efterfulgt af en cremet svampesuppe med porrer og sprødstegt bacon

Aftenen sluttede som opholdet startede, med at vi satte os ind i det hyggelige fællesrum og fik kaffe og kage. Dagen efter mødtes vi alle til morgenmad inden de andre kørte ind for at kigge på Faaborg – vi valgte at køre hjem, da vi stadig havde en del der skulle males, inden vi var klar til at få flyttet vores ting

Lately on Instagram

Den seneste tid på Instagram har været en rigtig hyggelig tid fyldt med billeder af min tykke mave, blomster, kaffe, søde lækkerier og fine blonder.

Jeg er så småt gået i gang med at pakke vores ting i flyttekasser og lave tegninger over hvordan jeg gerne vil indrette vores nye hjem. Jeg har en liste til at hænge på køleskabet med småting der skal købes i IKEA, og listen bliver længere og længere, haha… Jeg har også været ved at vælge lidt flere billeder jeg skal have fremkaldt til væggene. Man kan få så mange fine plakater, men som jeg før har sagt, så er jeg mere til de billeder man selv tager, så pt. er det billederne fra Sverige der bliver kigget på med kritiske øjne.

♥ Kan I have en dejlig dag i det fine forårsvejr! 

Med mave på til barnedåb

I går var vi til barnedåb ved min lille nevø. Til den anledning havde jeg været ude og investere i en ny kjole som maven kunne være i. Jeg forelskede mig i denne fine sag hos Asos, og klikkede den straks hjem. Den kunne også fås i mørkeblå og sort, men jeg synes at den rosa var perfekt til foråret og en gang imellem skal man jo købe lidt andet end de mørke farver, som jeg ellers har tendens til

♥ At føle sig som en prinsesse for en dag, selvom maven er tyk 

Som i kan se har maven fået vokseværk, og de fleste bliver meget overraskede når jeg fortæller dem at jeg kun er 16 uger henne, for ja… jeg ligner måske mere end der er 6 måneder henne. Jeg kan nu godt lide min “lille” tykke mave, jeg har været så heldig at man allerede fra uge 7 kunne se at det var på grund af graviditet og ikke fordi jeg havde spist for meget kage, så det var rigtig dejligt. Det har så også betydet at jeg allerede fra uge 9 måtte skifte til ventebukser, og skifte en del af mine trøjer ud til nogle med lidt mere plads. Heldigvis kan man få rigtig meget fint ventetøj så det har ikke været noget problem at finde noget der er komfortabelt at have på, samtidlig med at det ser fint ud. Om jeg får brugt denne lyserøde blondekjole igen må tiden vise. Jeg synes den er for fin til hverdagsbrug, men allerede om 2 uger skal vi til guldbryllup, så måske den skal findes frem igen til den lejlighed

Cozy Saturday

I dag har der kun været én ting på programmet – nemlig at vi skulle hygge os. Vi har sovet længe, set lidt morgenfjernsyn i sengen og klokken 11 kørte vi så ned i byen for at købe lidt forskelligt. Min kæreste skulle klippes, jeg skulle have et par graviditetsbukser mere og så spiste vi en frokost inden vi igen kørte hjem

 

Herhjemme er jeg hoppet i hyggetøjet, der læses, drikkes iskaffe og spises hjemmebagt sandkage. Jeg købte et sæt bezzerwizzer-kort i formiddags, så nu skal der quizzes lidt om storbyer inden vi skal se afslutningen på dagens Paris-Nice etape

I morgen skal vi til barnedåb, så senere skal jeg have strøget lidt tøj og så skal jeg lakere negle, så jeg jeg kan være fin i min lyserøde blondekjole

Fødselsdags tapas

Forrige lørdag holdte jeg fødselsdag for min familie hjemme hos mine forældre. For det første har vi ikke så meget plads, så vi kan have max 4 gæster ad gangen, og for det andet er det nemmere at vi er 2 der skal køre nordpå i stedet for at der er 15 der skal køre ned til os. Vi havde besluttet at vi ville invitere folk til klokken 7, så vi kunne hygge med noget lækkert hjemmelavet tapas. Som i kan se bestod det af en masse lækre oste, små boller, knækbrød, kiks, pølser, skinker og andre lækkerier. Nedenfor har jeg valgt 3 opskrifter som jeg vil anbefale man selv giver sig i kast med, næste gang man selv skal lave tapas.

FILLOCIGARER – du skal bruge: 250 g oksefars // 1 spsk olivenolie // 1 løg // 1 fed hvidløg // 2 tsk oregano // 2 tsk mynte // 75 g fetaost // 2-4 ark filodej // salt og peber // 75 g smeltet smør DIP: 2,5 dl græsk yoghurt // 1 fed hvidløg // 1-2 tsk citronsaft // salt & peber // evt. friskhakket mynte

Steg oksefars af på en pande i lidt olie sammen med hakket løg, hvidløg, oregano, mynte salt & peber. Lad det stege ved middel varme i 5 minutter. Nu skal kødblandingen op i en minihakker eller foodprocessor og blendes sammen med feta. Til blandingen på køl i minimum 1 time. Læg et ark filodej ud på bordet og pensel det med smeltet smør. Del arket i rektangler (ca. 16 x 20 cm) og fordel en skefuld kød langs den korte side af hver dejfirkant. Rul dejen omkring fyldet én gang, fold enderne op, pensel kanterne med smør og rul dejen helt sammen (samme princip som når man laver forårsruller). Gentag indtil al fyldet er brugt. Læg rullerne på en bageplade beklædt med bagepapir og pensel dem med smeltet smør og bag rullerne ved 220 grader i ca. 20 minutter til de er sprøde og gyldne. Serveres sammen med dippen mens de stadig er lune

Rør alle ingredienserne sammen til dippen, smag til og justér med list ekstra af det ene eller det andet

For mig må tapas godt være en blanding af det klassiske som oste og pølser, men der må også rigtig gerne være nogle elementer som man ikke normalt støder på når man får en traditionel tapas. Denne gang var det i form af filocigarer, ostekiks og kyllingesalat, håber opskrifterne kan bruges næste gang i planlægger at holde tapasaften eller hvis man bare trænger til en lille happer en lørdag eftermiddag

OSTEKIKS – du skal bruge: 250 g smør // 250 g hvedemel // 1 tsk cayennepeber // 1 tsk paprika (mild) // 200 g revet parmesan // 1 æg (+ 1 til pensling) KYLLINGESALAT – du skal bruge: 4 kogte kyllingebryst // 6-8 skiver bacon // toppene af 4 forårsløg // ½ bakke champignon // salt & peber // 2 store spsk skyr // 2 store spsk mayonnaise // 1-2 tsk citronsaft

Mel, krydderier og ost blandes og smuldres med smørret. Dejen samles med æg og hviler på køl i en times tid. Så rulles den relativt tyndt ud på et melet bord og udstikkes til  “småkager” som pensles med lidt æg og bages ved 180 grader til let gyldne, ca 8 minutter.

Steg bacon sprød på en pande eller i ovnen og stil til afkøling. Imens skæres den kolde kylling i små tern og blandes med finsnittet forårsløg, champignon i små tern og den nu afkølede bacon i små strimler. Herefter skal det blandes sammen med mayonnaise, skyr, salt & peber og citronsaft. Smag til undervejs og tilsæt evt. mere skyr og mayonnaise hvis i gerne vil have den en lille smule mere cremet. Kom kyllingesalaten i en skål og pynt med friskhakket forårsløg