Det er årets sidste sommerdag, og vejret her ikke været super sommerligt. Vi har dog ikke fået ret meget regn i dag, men det har alligevel egnet sig bedst til at være inden døre.. Jeg havde lyst til at lave noget kreativt, og samtidig var jeg ved at blive lidt træt af billederne på væggen, så jeg slog 2 fluer med ét smæk. Hvad det endt op med kan i se her:
KOBBERMALEDE VERDENSBILLEDER:
Det tog mig fra klokken 11 i formiddags til klokken 18. Min hånd er rimelig smadret lige nu, men det har også lidt at gøre med at jeg langt fra havde det optimale værktøj. Derfor måtte jeg bruge hvad vi lige havde, og derfor tog det nok også lidt længere tid end det ellers ville have gjort.
Du skal bruge:
Et A4 printet billede af verden & et af Danmark / En rigtig god hobbykniv eller skalpel / et skærebræt / 2 stykker hvid karton / lim / tape / saks / kobberfarvet spraymaling (eller den farve du nu lige ønsker) / Masser af tålmodighed og godt humør :)
Start med at printe de ønskede skabeloner ud. Jeg vidste lidt hvad jeg gik efter, så jeg søgte på nettet indtil jeg fandt noget jeg kunne lide. Herefter skal alle de farvede felter klippes eller skæres væk. Det er klart det der tager mest af tiden, og især fordi jeg havde en lidt for sløv hobbykniv, og derfor måtte bruge “prikke-metoden” på hele min skabelon :O
Når du har skåret det hele væk skal det sættes fast på et hvis stykke karton. Sæt små stykker tape på så de ikke glider fra hinanden når der skal males. Jeg brugte også en lille smule lim de steder der var små felter der ville “flappe”.
Så skal der spraymales & her var min søde kæreste heldigvis til stor hjælp, han er nemlig lidt mere erfaren end jeg er, så det var super skønt at han lige ville hjælpe, så jeg var sikker på at resultatet blev godt. Sørg for at du holder spraydåsen minimum 30 cm fra skabelonen og sprøjt i små korte sprøjt til det er ensartet dækket.
Så skal de bare tørre, fjernes fra skabelonen og sættes i de ønskede rammer.
Der var virkelig dårligt lys her til aften, så solen ville skære i glasset. Men pyt, jeg regner med i kan forestille jer hvordan de ser ud. Jeg synes selv de er blevet mega fede & er allerede blevet rigtig glad for dem!