Er der noget bedre end en stille morgen og duften af nybagt morgenbrød? Her til morgen var det lige præcis sådan en morgen jeg havde. Jeg har aldrig lagt skjul på at jeg elsker mine morgner, men efter jeg er begyndt på fuldtid, er der ikke tid til at for megen morgen-hygge herhjemme. Jeg har dog én dag hvor jeg først møder klokken 9, så hvis jeg står tidligt op, er der et par timer til at nusse rundt.
Opskriften på 6 store grovboller: 4 dl koldt vand // 1 dl kærnemælk // 10 g gær // ½ spsk salt // 1 spsk olie // 200 g groft durummel // 400 g groft speltmel // rugflager til topping
Kom vand og kærnemælk i en stor skål og opløs gæren heri. Tilsæt salt, olie, durummel og speltmel. Rør det godt sammen til en ensartet dej. Kom film over skålen, og stil den i køleskabet til næste dag.
Tag dejen ud af køleskabet og form dejen til 6 store boller, med en ske, dyppet i vand. Lad dem hæve tildækket på en bageplade, med bagepapir i ca. 30 minutter. Varm ovnen op til 225 grader. Pensl bollerne med vand og drys med rugflager. Bag bollerne i den varme ovn i ca. 15 minutter til de er sprøde og gyldne.
I dag dufter lejligheden dejligt af nybagte grovboller. Jeg lavede dejen i går, stillede den i køleskabet, og bagte bollerne her til morgen. Brødene er dog ikke til nu, men nogle der skal bruges til aftensmaden i aften. Hvad vi skal have, skal i nok få at se senere :) Der er dog et par stykker i overskud, så mon ikke jeg liiige skulle smage en lille en :)