Månedsarkiv: september 2016

Finally Friday

I dag ringede vækkeuret klokken 06.00. Ikke fordi jeg skulle møde tidligt, men fordi jeg synes det er super hyggeligt at gå og nusse lidt rundt herhjemme inden jeg skal afsted. Jeg har fået ryddet op i køkkenskabene, ordnet vasketøj, ryddet en lille smule op, og nu sidder jeg så og spiser morgenmad mens jeg ser en gammel “far til fire”-film.

Arbejdsdagen i dag er kun fra 11.15-15.00 så det er den perfekte fredag. Herefter skal kæresten og jeg slappe af med “Banshee” som er den serie vi er i gang med at se lide pt. vi skal have lækre smørstegte pandekager i aften og så skal der bages gulerodsbrud til morgenmaden i morgen. I denne weekend har vi ikke rigtig nogle planer, så vi tager et smut ned i byen i morgen og spiser noget lækkert frokost og ellers skal vi bare tuller rundt herhjemme

♡ Håber I alle får en fantastisk weekend! ♡

Boganbefaling – “Feriegæsterne”

Jeg var jo gået i gang med at læse “Stolthed og fordom” i denne måned, men den fangede mig overhovedet ikke, så den måtte jeg lægge på hylden, og gå i gang med en anden bog i stedet for. Det blev derfor “Feriegæsterne” af Emma Straub som blev september måneds læseoplevelse.

Fra bogens bagside: “Så er der dømt ferie! Newyorkerfamilien Post og venerne er samlet i et hus på Mallorca, og scenen er sat til 14 dages fred og harmoni. Men ikke alt går som planlagt…”

 

I denne bog møder vi den meget almindelige familien Post. De har lejet en villa på Mallorca, for at komme lidt væk fra dagligdagen i New York, som for tiden ikke er helt som de ønsker sig. Som tiden går på Mallorca kommer vi ind under huden på dem og finder ud af at tingene ikke altid er helt som de ser ud til at være.

I næste måned er det “Hende du forlod” af Jojo Moyes som skal læses

Det gode søndagsbrød

“Marcipanboller”

I denne omgang “Det gode søndagsbrød” er det ikke hjemmebag til morgenmaden, men der imod til en hyggelig eftermiddag på sofaen. De er utrolig nemme at lave og får et tvist af lækkert marcipan inden de kommer i ovnen. Oprindeligt kommer disse boller vidst fra Sverige og kaldes for “lussemuffins”, men her hos mig er det simpelt og enkelt, marcipanboller. I en oprindelig “lusse”opskrift er der safran i bollerne og de skal toppes med nødder inden de bages, men det kan man jo gøre helt som man vil

Du skal bruge: 35 g gær // 3½ dl lunken mælk // 140 g smeltet smør // 1 dl sukker // 2 tsk groft salt // 1½ dl creme fraiche // ca. 700 g hvedemel Fyld: 50 g blødt smør // 100 g marcipan

Opløs gæren i mælk og sukker, og tilsæt alle de øvrige ingredienser. Ælt det godt sammen på en røremaskine i 10-12 minutter til dejen er blød men ikke klistrer særlig meget. Sæt dejen til hævning i 30 minutter. Imens blandes smør og marcipan godt sammen, til en ensartet masse. Del nu dejen op i 16 lige store dele og tril dem til boller, som kommes i en smurt muffinform. med tommelfingeren trykkes et stort hul i midten af hver bolle hvor marcipanfyldet fordeles i. Lad dem efterhæve i yderligere 30 minutter inden du pensler dem med mælk eller sammenpisket æg og bager dem ved 250 grader i 8-10 minutter

jeg bagte disse lækre marcipanboller allerede i går eftermiddags da jeg alligevel skulle have fundet røremaskinen frem for at bage burgerboller til aftensmaden. Vi havde en afslappende eftermiddag i går, hvor kæresten sad foran computeren mens jeg lå på sofaen og læste i min nye bog, drak en kop varm kakao og spiste en nybagt marcipanbolle

Små glimt

Den fineste kalender til 2017

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ 

Har skiftet denne fine bog ud med en anden i denne måned ♡

Det er simpelthen sådan en fin bog, og jeg havde virkelig glædet mig til at læse den, men jeg må altså bare konstatere at det bliver der ikke noget af. Den fanger mig slet slet ikke og jeg kan ikke få mig taget sammen. Det betyder at jeg kun fik læst 17 sider på 21 dage, så det er jo ikke ligefrem optimalt. Jeg har derfor valgt at sætte “Stolthed & fordom” på hylden og konstatere at den er pænere end den er god. I stedet for er jeg gået i gang med “Feriegæsterne” som jeg glæder mig meget til at give jer en boganbefaling af

♡ Efterårs tur i Gråsten slotshave

Lækker brunch på Fakkelgården med en sød kollega ♡

I går var jeg taget med en kollega en tur til Fakkelgården som ligger i Kollund. Her fik vi den lækreste brunch-servering med yoghurt, frugt, masser af lækkert brød, pålægstallerken og havregrød. Efter vores brunch gik vi en tur ned langs med vandet og gennem skoven. Det var virkelig e hyggelig formiddag, og absolut noget man godt kunne gøre igen inden alt for længe

En fin lille buket fra min kollegas have 

Skønne figner på mit lille træ

De fineste hjemmestrikkede karklude

Det er godt nok ikke mig der skal tage æren for disse fine karklude, men der imod min mormor som jeg satte i gang med strikkepinde for en måneds tid siden. Det er indtil videre resulteret i 6 farvestrålende karklude, som jeg næsten ikke kan nænne at tage i brug

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ 

Min kæreste om mig…

Den person der måske kender alle mine særheder aller bedst er nok min søde søde kæreste som jeg har været sammen med i de sidste 9½ år. Vi mødtes allerede i 2007 da jeg lige var fyldt 16, og har boet sammen de seneste 5 år. Derfor har jeg bedt ham om at komme med nogle sjove facts om mig, som nogle af jer måske ikke lige vidste, og andre af jer vil kunne genkende mig i alle punkterne ♡

 

10 ting som kendetegner Christina: ♥

  1. Hun har det bedst med at se film hun kender i forvejen. Dog kan vi se en film mange gange før hun kan huske hvad filmen handler om – oftest er det fordi hun falder i søvn når vi ser film sammen.
  2. Christina bider sig i indersiden af kinden når hun koncentrerer sig.
  3. Hun kan ikke udstå banan. Har jeg spist en banan, holder Christina sig altid i en sikkerhedsafstand på flere meter indtil den værste banan-lugt er væk.
  4. Hun nyser hver gang hun spiser chokolade med et højt kakaoindhold.
  5. Christina skal altid ligge ned i sofaen. Skal vi se en film sidder hun op i max 5 minutter, inden hun stille glider ned i en liggende position.
  6. Hun skal have sat alting i system. Får vi gæster skal der laves sedler med alt hvad der skal gøres, så hun kan gå og strege tingene ud i den rækkefølge de bliver ordnet.
  7. Hun er ikke særlig bange for edderkopper, til gengæld er hun panisk angst for stankelben. Hun kan være ved at tisse i bukserne når jeg kommer hjem fra arbejde, fordi der har været et stankelben på badeværelset, og hun derfor har lukket det inde og ventet flere timer på at jeg kunne komme hjem og redde hende :-)
  8. Christina er virkelig pylret når det kommer til at se film. Ofte ender det med at hun gemmer sig bag ved puden samtidig med at hun stikker fingrene i ørene, da hun synes det er lyden der er mest uhyggelig.
  9. Strikkede strømper og et stort tæppe er et must, ligegyldig hvor varmt det er udenfor. Hun sidder ikke med det fordi hun fryser, men fordi det er hyggeligt!
  10. Christina skal altid indrette sig når vi er nogle steder. Er vi f.eks. på ferie er det første hun gør, at pakke alle tingene ud og stille frem så hun får indrettet sig et lille midlertidigt hjem. Dette gælder også hjemme – små hjørner bliver indrettet til huler hvor hun kan sidde og hygge sig med alle de nødvendige ting indenfor rækkevidde.

 

Efterårspizza med kartofler & dadler

Du skal bruge: 1 portion pizzadej // 100 g revet mozzarella // 1 bagekartoffel // 10 champignon // 1-2 løg // frisk timian // 5 skiver god bacon // 4 dadler

Skær løg og champignon i skiver og steg dem på panden med en masse frisk timian til det er blevet gyldent. Stil panden til side. På en bageplade med bagepapir kommes den udrullede pizzadej og mozzarella fordeles på bunden. Skær kartoflen i tynde skiver og fordel ligeledes dem på pizzabunden. Nu fordeles løg/svampe-blandingen samt bacon og dadler i skiver. Bag pizzaen ved 250 grader i 10-15 minutter indtil bunden er gennembagt og baconen er begyndt at tage farve

 

I denne uge er kæresten på aftenhold så der er dømt alene-hygge når jeg kommer hjem fra arbejde. I dag har jeg været ved at lave paradisæblegelé og bagte derefter denne skønne pizza, som jeg nød på sofaen mens jeg så tøsefilm. Her udover står ugen på en masse træning, bagning, besøg af en savnet veninde, læsning, serie-maraton og masser af lækkert efterårsmad.

♡ Håber I har haft en dejlig start på ugen ♡

Mine store drømme ♡

Alle der har set “A walk to remember” ved at en af hovedrollerne i filmen, laver en liste med 100 ting hun vil lave inden hun dør – og det har jo nu også givet mig i kast med. Det er ikke ligefrem en liste med 100 ting, men en lille liste med 10 ting jeg rigtig gerne vil opleve. Nogle af tingene virker meget overskuelige mens andre måske virker som noget lidt urealistisk. Men når alt kommer til alt så har man jo altid lov til at drømme!

Her kan i se min liste med ting jeg gerne vil opleve:

  1. At se Nordlyset. Jeg har altid synes at det er mega imponerende hvad naturen kan præstere. Nordlyset er bare super smuk og noget jeg rigtig gerne vil opleve!
  2. Siden jeg første gang så “Nissebanden i Grønland” har jeg haft en kæmpe drøm om at køre på hundeslæde på Grønland.
  3. Jeg har altid synes at Marokko var et fortryllende land som jeg på et eller andet tidspunkt skal besøge. Men punktet på min liste er ikke bare at besøge Marokko, men at købe et tæppe i Marrakech, som kan pynte fint i vores hjem.
  4. At stå med fødderne i 2 have på én gang. Jeg har fået fortalt af min mor at det er en helt ubeskrivelig følelse at stå med den ene fod i Skagerrak og den anden i Kattegat, så jeg er slet ikke i tvivl om at det er en af de første punkter jeg kommer til at sætte V-tegn ved.
  5. Et af de mest stemningsfylde steder jeg har været er på Montmartre i Paris. Jeg har været der 2 gange, og begge gange er der én ting jeg har fortrudt. Derfor er der noget jeg bare skal næste gang – nemlig at købe et maleri på Place du Tertre.
  6. At bestige en vulkan. Det er faktisk allerede noget jeg har gjort én gang da jeg var på Lanzarote med gymnasiet. Det var dog på cykel og ikke en særlig stor vulkan – men dog en vulkan. Jeg drømmer om at bestige en større en af slagsen og denne gang til fods.
  7. Er der noget mere romantisk end en smuk gammel vingård i Provence? Ikke hvis du spørger mig, så derfor har jeg et klart ønske om: at besøge en gammel vingård i Frankrig.
  8. At flyve luftballon. Igen er det nok en drøm der stammer fra de utallige gange jeg har set “Nissebanden”. At stå i en kurv under en kæmpe ballon og svæve hen over landskabet – Det må da bare være magisk!
  9. At ridde på kameler. Jeg synes det er ekstremt eksotisk, når man ser folk ridde på kameler gennem ørkenen. Jeg har ikke et specifikt ønske om at det lige præcis skal være i en ørken, men at sidde på en kamel langt sydpå – det kunne jeg godt tænke mig at opleve!
  10. At opleve alt det liv der findes under overfladen må simpelthen være magisk. Derfor må jeg give en plads her på listen til “prøve at dykke”.

Det gode søndagsbrød

“Sprøde morgenboller”

Her i weekenden har vi haft besøg af mine bedsteforældre. Vi har hygget i haven i det dejlige sensommervejr, gået tur i Slotsparken i Gråsten og så har vi selvfølgelig spist nybagte boller her til morgen – det er jo søndag. For første gang har jeg prøvet at bage med ølandshvedemel, og det var virkelig lækkert! Her får i opskriften på lækre, sprøde morgenboller:

Du skal bruge: 10 g gær // 1 spsk salt  // 1 spsk sukker // 5 dl koldt vand // 1 spsk olie // 5 dl ølandshvedemel // 3-4 dl hvedemel

 

Kom gær, vand, salt, sukker og olie i en stor skål og rør det godt sammen. Herefter tilsættes først ølandshvedemelet og derefter almindeligt hvedemel. Konsistensen skal være så blød at du stadig kan røre i det med en træske, men den med selvfølgelig ikke være flydende. Dæk skålen til med film og stil den på køl natten over

Om morgenen sættes ovnen på 250 grader. Dejen sættes af på en bageplade med bagepapir – dette er nemmest med 2 skeer. Bag bollerne i ca. 15-20 minutter til de er godt gyldne og har en sprød overflade. Lad dem køle af i 10 minutter inden de serveres

Efterårsmos med svampe, bacon & løg

Du skal bruge: 500 g bagekartofler // 3 dl mælk // salt & peber // 200 g bacon i tern // 1 stort løg // 3 banan skalotteløg // 1 bakke champignon // masser af frisk timian

Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Kog dem i letsaltet vand til de er mære. Herefter moses kartoflerne og blandes med mælken og smages til med salt og peber. 

Steg baconen på e varm pande og skær imens løgene i små tern som svitses sammen med bacon. Når det er begyndt at tage farve tilsættes champignon i tern og masser af frisk timian. Efter at blandingen har stegt i 5-10 minutter blandes set sammen med kartoffelmosen og serveres som den er eller sammen med et godt stykke kød

Hverdagslykke fra Instagram, august ’16

Så er jeg klar til at vise jer alle mine små hverdags billeder fra min Instagram-profil. August månedstod på ture i skoven, masser af lækker mad, brunch på en farvestrålende café, smukke blomster, en kærestetur til København, træning og en ny og meget personlig tatovering blev lavet på min underarm ♡

Jeg synes at august måned gik ekstrem stærkt, og kan slet ikke forstå at vi allerede snart er halvejs i september. Dagene flyder bare over i hinanden og går ekstremt hurtigt! I dag har jeg dog valgt at tage det stille og roligt. Jeg kom hjem fra arbejde 16.15 og har siden da læst et par kapitler i min bog og vil snart en tur i skoven for at plukke en masse skønne brombær. Senere i aften står den på “Bonderøven”, lækker aftensmad og en gammel dansk film, mens jeg venter på at min kæreste kommer hjem fra arbejde ca. klokken 23.00

Jeg håber I har haft en dejlig dag! ♡