Månedsarkiv: november 2019

Små julechokolader

I formiddags gik jeg i køkkenet for at lave lidt nemt julekonfekt. Den første lørdag i december, plejer vi at holde julesnolderdag med min familie, men da vi ikke lige ved hvad det er for en lille størrelse der snart kommer ind i familien, ved jeg af gode grunde heller ikke hvor meget overskud der er til at få lavet konfekt, når han først er her. Derfor udnyttede jeg ventetiden i formiddags og lavede disse lækre og fine julechokolader

Du skal bruge: 200 g hvid chokolade // 2 pebermyntestokke // en lille håndfuld hasselnødder // sølvglimmer

Tænd ovnen på 180 grader og rist hasselnødderne i et ildfast fad ca. 10 minutter til de er gyldne. Kom dem ud i et viskestykke og gnid skallerne af. Hak nødderne fint

Kom pebermyntestokkene i en morter og knus dem godt. Nu skal chokoladen hakkes fint. Den ene del smeltes i en skål over vandbad og bruges til at smelte den kolde del med efterfølgende. Brug en teske til at afsætte små runde “klatter” på et stykke bagepapir (der bliver ca. 20 stk. Pynt herefter chokoladerne med de hakkede hasselnødder, de knuste pebermyntestokke og lidt glimmer. Stil chokoladerne på køl indtil de skal spises

Ventetid

Ja her er stadig ingen lillebror i sigte. Jeg havde sagt til kæresten, at når han nu ikke ville ud inden/på terminsdagen, som jo var i går, måtte han gerne vente til i morgen eller mandag. JEg kunne nemlig rigtig godt tænke mig en hyggelig dag med mine to drenge, hvor vi kunne gøre hvad vi havde lyst til, slappe af sammen, kramme, se fjernsyn i sengen, bygge hule og ellers gøre hvad Storm havde lyst til – og det ønske gik heldigvis i opfyldelse og vi har haft den dejligste dag!

Vi hyggede i sengen til ca. 8 hvor vi stod op og spiste morgenmad sammen. Ellers har dagen stået på modelervoks, store og små perler, lækre nybagte chokoladeboller, hulebyggeri og masser af tegnefilm. Nu bliver det så spændende at se om vi får lov til at holde familie-hyggedag igen i morgen, eller om vi pludselig får andre planer – det er der jo kun én der bestemmer

Termin 40+0

 

Så kom terminsdatoen og lillebrors lejekontrakt ophører. Desværre virker det ikke som om han er helt klar til at komme ud til os endnu, så vi må væbne os med tålmodighed. Da jeg ventede Storm gik jeg 5 dage over tid (fødte på den 6.) Og selvom at jeg har været stensikker på at lillebror ville komme ud lidt før tid, må jeg bare erkende at han har fuldstændig sin egen tidsplan – nøjagtig som sin storebror

DIY: Nem julekrans

I hår fik jeg lavet kalenderlys, adventsdekoration og så fik jeg bundet denne fine krans, som nu hænger og pynter ved vores dør. Metalringen købte jeg for en del år siden efterhånden, men det var altså først i år at jeg havde mod på at lave den. Jeg valgte at gøre det meget simpelt da det var min kransebindings-debut, men tænker da helt sikkert at jeg snart skal give mig i kast med en lidt mere avanceret variation

Du skal bruge: metalring // ståltråd // pyntegrønt (aner ikke hvad de hedder, dem jeg har brugt) // små julekugler

Jeg valgte kun at binde grene på den halve krans, da jeg synes det bliver lidt mere let og feminint. Jeg brugte nogle lange grene som blev bundet på med ståltråd og herefter satte jeg små julekugler på ovre i den ene side, inden jeg til slut bandt lidt ekstra grønt på, de steder hvor jeg synes der manglede lidt fylde

Søndag gennem mobilen

God formiddag alle sammen

Jeg har fået afleveret guldklumpen i vuggestue – dete r ved at være lidt en kamp på cykel, med den store mave, men indtil videre er det da lykkes mig at få ham afleveret (næsten) til tiden hver morgen, haha

På fredag har jeg termin, så der bliver færre og færre dage hvor vores lille familie kun rummer tre. Inden længe er lillebror hos os, og vores dage bliver noget helt andet. Derfor nød vi også ekstra meget, at vi have en weekend uden de helt store planer. Lørdag var både kæresten og jeg lidt småsløje så dagen blev ikke helt som vi have tænkt os. Til gengæld var vi begge friske i går, og kunne bruge al vores tid og kræfter på at holde kvalitetstid – båre os tre. Morgenen startede med at jeg stod op for at lave pandekager til mine drenge. Herefter kørte vi en tur i Plantorama for at købe juletræ og kigge på dyr. Herefter var det blevet tid til en tur i Bilka, hvor vi endte med at bruge næsten 1½ time – Storm synes simpelthen at deres legetøjsafdeling er fantastisk, så han kan være svær at få med hjem igen. Heldigvis er der både “ulveposer” og børneboller der kan lokke ham lidt, haha

Jeg fik mig en lur på sofaen mens lillemanden sov lur i barnevognen. Om aftenen var vi inviteret til aftensmad hos et vennepar der bor lige rundt om hjørnet, så vi tog reflekserne på og gik derom. Aftenen sluttede med afslapning på sofaen, og så var det ellers tidligt i seng. Man ved jo aldrig hvornår lillebror melder sin ankomst, så det er rart at være veludhvilet

Kan I have en rigtig dejlig dag!

Saturday snack

“Ristet rugbrød med anderilette”

Du skal bruge: Rugbrød // smør // flagesalt // 1 æble // ½ tsk sukker Anderilette:  4 store andelår // 40 g smør // 3 fed hvidløg // 1 stort løg // 2 gulerødder // 1 persillerod //2 dl hvidvin // 2 laurbærblade // 3 tsk hakket timian // salt og peber

Anderilette: Hak løg og hvidløg fint og skær gulerødder og persillerod i små tern. Kom smørret i en stor gryde og steg andelårene gyldne heri. Tag andelårene op og steg hvidløg, løg, gulerødder og persillerod heri, til de er blevet en smule bløde. Tilsæt igen anden og kom hvidvin i gryden sammen med krydderier. Kom vand i gryden til det lige akkurat dækker anden og lad det simre under låg i 3 timer. Tag anden op og lad det køle lidt af inden du river kødet fra benene (skindet skak ikke bruges) og kommer det op i et henkogningsglas. Imens koges den resterende fond i gryden ind til der kun er omkring 2,5 dl. hæld lagen over kødet, luk låget grundigt og stil det i køleskabet natten over

Servering: Skær rugbrød ud i trekanter og steg dem sprøde på en pande med smør og drys med en lille smule flagesalt. Lad de sprøde rugbrød køle af. Skær æblet ud i både og steg dem i en lille smule mere smør til de bliver en lille smule møre, drys med list sukker og lad dem karamelisere inden du tager dem af varmen. Kom anderilette på de sprøde rugbrød og pynt med de søde æblestykker

Barselsboble og pebernøddebagning

Så skal jeg da ige love for at jeg fik taget mig en pause her fra bloggen. Det er egentlig ikke fordi jeg ikke har haft tid, men jeg oplever jo ikke det helt store herhjemme, når jeg går på barsel, og den helt store lyst har heller ikke ligefrem været der. Den seneste tid har jeg været godt i gang med at rydde op og rengøre hele huset, gjort det sidste klar til lillebror og så har vi været ved at lave legehjørne til drengene inde i den ene ende af stuen. Der udover har jeg efterhåndet fået fyldt fryseren godt op med hjemmelavede færdigretter og hjemmebag, så det er nemt på de dage hvor der måske ikke er så meget overskud

Der har selvfølgelig også været plads til en masse afslapning på sofaen med læsning, julekalendre og gåture imellem regnbygerne. Det meste af weekenden er gået med at have besøg af mine svigerforældre, men her til eftermiddag fik vi tid til at tage en tur på legepladsen, og da det begyndte at blive mørkt gik vi hjem for at bage pebernødder. Nu dufter huset efterhåneden dejligt, for anden er nemlig ved at være klar til Mortensaften

Ønsker for november

Så kom den længe ventede november, en måned der med stor sandsynlighed får rigtig stor betydning for vores lille familie, for det er jo den 22. i denne måned at jeg har termin med lillebror. Det er ret vildt at det snart er nu og selvom vi har ventet på at tiden skulle komme, er det også lidt angstprovokerende at vores liv tager endnu en drejning – en fantastisk én af slagsen selvfølgelig

Som I kan se på billederne er jeg så småt begyndt at julehygge herhjemme. I går var jeg på julegaveshopping med min søde nabo, og der blev købt en hel del gaver. Eftersom vi ikke ved hvornår lillebror melder sin ankomst, er det meget rart at få styr på lidt forskelligt, for det skal jo være jul ligesom det plejer med gaver, hjemmebag og julepynt, selvom vi lige har en fødsel midt i det hele, haha. Årets første julesmåkager er også blevet bagt og her til formiddag er der blevet sat en hyggelig lyskæde op inde i stuen. Jeg har set 2 julekalendre og der er helt styr på Storms kalenderpakker, så alt i alt er jeg vidst meget godt med, og mon ikke det bliver jul fuldstændig ligesom det plejer. Nedenfor kan i se min ønskeliste for november der både indeholder julerier og andre store og små ting:

  1. At stort set alle hverdage og weekender i november er helt uden planer
  2. Nybagte nøddestollen med koldt smør og varm chokolade med skumfiduser
  3. Mange timer på sofaen med gamle julekalendre og varm æblegløgg
  4. Læse “Det lille bageri på strandpromenaden” af Jenny Colgan
  5. Julegaveshopping, både i byen og på sofaen
  6. Duften af nybagte julesmåkager
  7. Bruge en eftermiddag på biblioteket med mine to drenge
  8. Nyde Mortensaften med and, kartofler, sovs og hjemmelavet rødkål
  9. At vi skal have pyntet op med julelys både ude og inde
  10. At hilse på lillebror ♡