Månedsarkiv: december 2019

Kransekage til Nytår

Opskrift på kransekagestykker: 500 g ren rå marcipan // 200 g flormelis // 100 g past. æggehvider Glasur: 100 g flormelis // en anelse past. æggehvide

Flormelis og æggehvide røres sammen. “Sukkerhviden” æltes ind i marcipanen lidt efter lidt til kransekagen er ensartet. Kransekagemassen kommes op i en stof sprøjtepose med en trekantet tylle i og sprøjtes ud på en bageplade beklædt med bagepapir, til lige store rustikke kransekage-stænger. Lad disse “lufttørre” en ½ time, før de rettes op med hænderne. Med en ganske lillebitte smule vand på fingrene, formes de tørrede rustikke kransekager nu til fine ensartede kransekager og bages ved 200 grader til de er gyldne ca. 8–10 minutter og afkøles på en rist

Glasur: Flormelisen sigtes i en skål og der kommes en anelse past. æggehvide i, mens glasuren piskes luftig og hvid med en håndmikser. Bemærk at glasuren skal være lige nøjagtig så flydende at man kan sprøjte den, men at den heller ikke må flyde sammen, når den røres i. Sprøjteglasuren kommes i et lille kornet, (et trekantet stykke bagepapir, foldet til et kræmmerhus) og der sprøjtes de klassiske striber på de afkølede kransekager. Her er der til slut pyntet med krymmel og sølvglimmer

RIGTIG GODT NYTÅR!

Små glimt

Når min søde onkel fanger største guldklumpen i et hyggeligt juleøjeblik

Julen er så småt ved at være forbi og i morgen skal vi skyde det nye år ind. 2020 er lige på trapperne, hvor vildt det end måtte lyde. Hold nu op 2019 har været et vildt år – et år jeg har tænkt mig at kigge tilbage på i et andet indlæg. Nu vil jeg vise jer lidt billeder fra en hyggelig juletid

♡ søndag er lig med en masse fine adventsgaver til mig og drengene

Både drengene og jer er så privilegerede at vi hver søndag kan stå op til adventsgaver. Det er simpelthen så hyggeligt, og vi har virkelig nydt at åbne gaverne i sengen mens vi ser tegnefilm og spiser chokoladejulekalender. Jeg tænker at det bliver hårdt for Storm når det hele stopper brat den 25. Haha…

De her muslinger ♡

Kan man andet end blive helt varm om hjertet når man ser de her to guldklumper? Årets ubetingede bedste (dog lidt tidlige) julegave var da lillebror valgte os som sin familie

Vores fine lille juletræ

lækre julede honningkagesnitter 

Julebag har der været masser af her i november og december. I midten af december bagte jeg denne honningkage med juletopping MUMS!

Første dag alene på barsel

I går var det så dagen hvor jeg skulle stå på egne ben med den lille guldklump en hel dag – og hvilken en af slagsen (suk). Jeg kan ikke helt forstå at vi allerede har været hjemme sammen i 2 uger, men det er nok også fordi vi tilbragte de første dage på barselsafsnittet, inden vi måtte komme hjem. Heldigvis er der kun en uge til at juleferien banker på døren og jeg igen har alle mine drenge hos mig hele dagen

Min første dag alene på barsel, viste sig at blive noget mere udfordrende end jeg havde troet. Lillebror vågnede klokken lidt i 7 og krævede straks min fulde opmærksomhed og morgenmad i sengen. Herfra var formiddagen præget af en meget utilfreds baby, 10.000 lortebleer og masser af skrig og skrål. Klokken 16 måtte jeg erkende at min tålmodighed var godt og vel opbrugt da jeg havde en lille mus der kun havde sovet 45 minutter i bæreselen i løbet af hele dagen. Det var også cirka på dette tidspunkt hvor kæresten modtog en besked fra mig med teksten: “JEG VIL HAVE EN SLYNGEVUGGE NU!!!!!” Hold nu op for første dag alene på barsel. Jeg krydser virkelig fingre for at dagen i dag kommer til at indeholde lidt flere sove-pauser og en lidt gladere lillebror

Endelig er han her

Jeg har holdt en lille pause fra bloggen, og det er selvfølgelig fordi at lillebror har meldt sin ankomst. Lørdag den 30. november kl. 06.14 kom lillebror til verden. Han var længe ventet og vi er taknemmelige for at han endelig er hos os. Desværre måtte vi blive på barselsafsnittet indtil tirsdag middag på grund af overfladisk vejrtrækning og forhøjede infektionstal, men heldigvis slap vi med skrækken og kunne få lov at tage ham med hjem en dag før først planlagt. Fødslen gik hurtig og fra den første ve og til han kom til verden gik der lige knap 6 timer. Nu går vi så herhjemme og nyder tilværelsen som en familie på 4. Sidste uge havde vi Storm hjemme hos os, men i denne uge har vi valgt at aflevere ham i vuggestuen, hvor han får nogle korte dage. Om ikke så længe er det jo juleferie, så for at vi ikke skal komme helt ud af hverdagsrytmen, har vi altså valgt at han skal ned og lege med de andre børn. Det gør også at vi for alvor kan få lov til at lære lillebror at kende, uden at vi tager opmærksomheden fra Storm

Indtil videre er den lille mus utrolig nem, så længe bleen er tør og mælkedepoterne er fyldt helt op. Til gengæld sover han nærmest ikke om dagen (ligesom sin storebror) – men sover rigtig fint om natten, og vågner ca hver 3.-4. time for at spise. Nu har vi ikke haft ham hos os så længe, men jeg er allerede blæst helt bagover, over hvor meget han ligner sin storebror både i udseende og væremåde, men det er jo også alt hvad vi overhovedet kunne ønske sig. Tænk sig at være så heldig at blive beriget med 2 så fantastiske drenge – mit hjerte er fyldt op med kærlighed