Månedsarkiv: januar 2020

Lillebror

Jeg tænkte at jeg ville give en lille opdatering af hvordan det går med lillebror. Først og fremmest så hedder han altså stadig “lillebror” da vi ikke har besluttet os for et navn. Vi har dog et muligt navn, som vi går og prøver lidt af. Heldigvis er der noget tid til barnedåben, så vi har stadig god tid at beslutte os i

Den lille mus vokser og vokser. Da han fyldte 6 uger i lørdags havde han taget knap 2 kilo på og var vokset 7 centimeter. Nu er det ikke længere et lille spædbarn, men en lille gut på 61 centimeter og med en kampvægt på lige under 6 kilo. Langt det meste af tiden er han utrolig nem. Han er blid, mild og et stort smil dagen lang. Så længe han er mæt og har en tør ble, så er han glad og tilfreds, haha.. Nætterne går også rigtig rigtig godt (7-9-13). Han sover natten igennem kun med et par korte opvågninger for at få lidt at spise. Ligesom sin storebror er der sug i ham, så han plejer ikke at bruge meget mere end 5-7 minutter inden vi kan lægge os til at sove igen

Vi nyder al tiden sammen og nyder at følge med i alle de fantastiske ting der hele tiden sker med ham. Han er i fuld udvikling og det kan næsten nogle gange være svært at følge med…

Søndag med firkløveren

Sikke dog en skøn dag det har været. Jeg har tilbragt den, i langsomt tempo, sammen med mine 3 drenge. Lillebror og jeg stod op og morgenhyggede kl. 06.30 og en god times tid senere kom de to andre drenge op til os så vi kunne spise morgenmad sammen. Lidt over 10 kørte vi ned på biblioteket hvor vi tilbragte et par timer inden Stormsen skulle hjem og sove middagslur. Da han blev 2 år fik han et brev fra det lokale bibliotek hvor han kunne komme ned og hente en bog-gave, så det var vidst ved at være på tide at vi fik det gjort, haha

Her til eftermiddag har lillebror sovet lur i slyngevuggen og både mor og far fik klemt lidt træning ind. Nu skal vi så i gang med dagens største projekt – “put-2-børn-på-samme-tid”. Lige i tiden er det lidt af en kamp. Lillebror skal vugges i søvn og når vi ligger ham fra os, vågner han, så ofte er den omkring kl. 22 inden han for alvor falder til ro. Storm er meget pyldret og vil kun sove hos os, så det kæmper vi også lidt med. Tænker at det godt kan være en lille reaktion på at lillebror er kommet til og har taget noget af mor og fars opmærksomhed, selvom jeg synes han har taget det virkelig flot. Men mon ikke det hele nok skal blive nemmere når vi alle vænner os lidt mere til den nye familiekonstallation

Kan I have en dejlig aften. Jeg vil gå ind og give mine drenge en masse kys og kram og håbe på at alle falder i en dyb og rolig søvn inden alt for længe 🖤

Et sundere 2020

Overskriften siger vel nærmest det hele, haha. Jeg har et ønske om at det kommende år bliver et sundere ét af slagsen. Jeg er ikke startet op på min træning endnu, men nu er der efterhånden gået 6 uger efter fødslen, så jeg tænker godt at jeg kan begynde at starte stille og roligt op i den kommende uge. Jeg har fået gået et par ture med barnevognen, men lillebror er stadig ikke helt dus med det, så jeg tør ikke begive mig for langt væk hjemmefra. Men små gåture er selvfølgelig bedre end ingen. I lørdags var jeg et lille smut forbi den årlige “powerdag” i min idrætsforening hvor jeg de sidste 3 år har været instruktør. Jeg savner virkelig at komme igang og glæder mig allerede til at starte hold op igen når den nye sæson starter ud i slutningen af august

Vi er også kommet rigtig godt igang med vores madplan igen. Vi kan godt mærke at vi nu har 2 drenge der kræver vores fulde opmærksomhed, så det skal ikke være mad der tager særlig længe at lave – vi har nu også haft nogle dage hvor vi har været glade for at jeg havde fyldt vores fryser op med mad mens jeg gik og ventede på lillebrors ankomst. Jeg er også begyndt at lave større portioner ad gangen så vi har til flere dage, det gør virkelig at man kan spare noget tid i køkkenet

Der udover har jeg lavet en aftale med min nye mødregruppe om at vi skal starte noget fælles træning op i starten af næste uge, så vi kan være med at til motivere hinanden og jeg er sikker på der nok skal blive rigtig godt. Nu vil jeg putte lillebror i barnevognen og trille op for at hente Stormsen i vuggestuen. Rigtig god dag til jer alle

Fennikelsalat med røget laks og citronmayo

Dette er vores forret som vi fik nytårsaften. Jeg havde egentlig på forhånd planlagt en 3-retters menu samt kransekage til midnat, men da vi alle lå syge blev der lavet lidt om i den plan. Forretten var dog rimelig simpel og overskuelig så den valgte jeg at holde fast ved:

Du skal bruge: 1 fennikel // 100 g koldrøget laks // 1 æble // 1 håndfuld pinjekerner // 2 spsk mayonnaise // 1 frisk citron // salt og peber

Pluk de små grønne skud af din fennikel og gem dem til afpyntningen. Del fennikel på midten og skær den ud i tynde strimler. Kom det i en skål med isvand så de sprøder op. Rist pinjekerner på en tør pande og lad dem køle af. Skær laksen ud i tynde skiver og smag mayonnaisen til med citronsaft og skal. Æblerne skæres i tynde både og kommes i citronsaft for at bevare farven

Start med at komme fennikel på tallerkenen og fordel herefter laks og æbler herpå. Kom små “dutter” af mayonnaise på tallerkenen og drys med de ristede pinjekerner. Til sidst pyntes der med de grønne fennikeltoppe, revet citronskal, salt og peber

Ønsker for januar

Rigtig godt nytår til alle jer derude! Jeg håber I er kommet godt ind i det nye år. Vi havde en stille og rolig aften hvor Stormsen, kæresten og undertegnet var feberramt og sat til i snot – lillebror var dog klar på fest – så det gjorde at vi nød aftenen med noget god mad og en masse fjernsyn og dyner i sofaen. Nu skriver vi så 2020, et år jeg glæder mig til at tilbringe sammen med mine 3 drenge. Januar måned er ikke fyldt med de store planer. Jeg går jo rundt i min lille barselsboble og det nyder jeg fuldt ud. Der er dog nogle ting jeg gerne vil nå i de kommende 31 dage – listen kan i se lige her:

  1. Lange gåture med barnevognen (er ikke blevet til så mange i december som jeg håbede)
  2. Få gang i min læsning igen. Tænker jeg skal i gang med en illustreret udgave af Harry Potter
  3. Opstarte på min træning igen
  4. Hjemmelavet juice fyldt med vitaminer
  5. #SUNDJANUAR
  6. Få gjort drengenes værelse fint med en ordentlig oprydning, ophængning af billeder m.m.
  7. Eksperimentere med flere grøntsager i min madlavning (skal vidst også se om jeg ikke kan få udvidet mit sortiment en smule på det punkt)
  8. Selvforkælelse og spa-dag
  9. Få taget et fint billede af mine drenge som kan komme op i stuen
  10. Powerdag i min gymnastikforening – Det bliver mærkeligt at jeg ikke skal være instruktør i år, men jeg kan nok ikke holde mig væk alligevel