Månedsarkiv: september 2020

Ud i naturen

Hvor er det helt bare smukt derude lige nu.. bladene må godt snart ændre sine farver noget mere, bevares, men der er så mange fine detaljer i naturen lige pt. Heldigvis har vi jo nogle drenge der altid er med på at tage overtøjet på og gå en tur, eller lave noget andet sjovt udendørs, og endnu bedre er det når man kan komme ind i varmen og spise nybagt kage bagefter. Den anden dag var jeg med min far og Storm ude for at plukke disse fine røde “bær” (spørg mig ikke om hvad de hedder), som vi ville have sat på ståltråd og hængt ud i mine forældres have. Weekenden gik dog ikke som planlagt (det kan i læse mere om her), men vi have det hyggeligt med at plukke dem og det er vel det vigtigste. I dag har jeg handlet ind til at vi snart skal i gang med at lave fuglekugler som vi kan hænge op ude i haven – et projekt jeg tænker at Storm vil være helt vild med at hjælpe til med

Kan I have en dejlig dag

Svampejagt

For nogle år siden havde jeg en tradition med at jeg i slut september – først i oktober, skulle en tur i skoven for at fotografere svampe. Efter jeg har fået børn er det blevet sat lidt på standby (#dontaskmewhy), men her i weekenden var jeg på gåtur med Malte og mine forældre hvor vi kom forbi en masse forskellige svampe på vores vej. Da vi kom tilbage fandt jeg kameraet frem, og gik tilbage til nogle af de steder hvor vi havde set de fineste. Oftest er det i skoven jeg er gået på svampejagt, men de fleste af disse svampe stod langs stier, eller på græsmarker og under store træer

Denne weekend blev langt fra som vi havde troet og håbet… vi startede med at skulle have Storm testet for COVID-19 i fredags, da en af børnene på hans stue i børnehaven var blevet smittet. Vi fik heldigvis allerede svar lørdag morgen og kunne derfor køre mod nord alligevel, hvor vi skulle holde mine bedsteforældres fødselsdag. Skæbnen ville at Malte muligvis har fået en forkølelsesvirus, men fordi han lider af asmatisk bronkitis påvirkede det hans vejrtrækning så meget at han i går aftes blev indlagt på Viborg sygehus. Her til formiddag var han heldigvis så meget i bedring at vi kunne få ham udskrevet

Efteråret byder velkommen

Den bedste tid på året! Vi er i fuld gang herhjemme. Al det udvendige er ved at blive malet, der bliver ryddet op, ryddet ud, luget, klippet ned og plantet om. Traditionene tro har jeg været i gang med at gøre det fint foran vores hoveddør, så foråret kan byde vores gæster hjertlig velkommen

Jeg er vild med alt ved efteråret og især alle de smukke planter til krukkerne. Lyng er en selvfølge og i år har jeg kørt et grønt, gråt og hvid tema som jeg synes er utrolig smukt. Ofte har det været lyng i lilla nuancer, der er pyntet udendørs, men i år trængte jeg lige til at der skulle ske lidt nyt. Græskar og lys skal der selvfølgelig også til, så jeg har købt en ny lanterne og nogle utrolig smukke græsker, som passer perfekt i farverne

Skovtur

Sikke dog et fantastisk efterårsvejr vi har lige i øjeblikket, køligt, solrigt og stort set vindstille – jeg er vild med det! I weekenden udnyttede vi det til at tage på en lille skovtur lørdag eftermiddag. Der ligger et rigtig smukt skovområde få kilometer fra hvor vi bor, som vi godt kan lide at køre ud til og som ligger helt ned til vandet. Lige pt. er skoven fyldt med brombær og det var også der vi var ude i foråret, for at plukke ramsløg. Simpelthen så dejligt et område. Vi pakkede tasken med legetøj, snacks og masser af kaffe og så drog vi afsted

Begge vores drenge elsker at være ude. Inden vi kørte afsted havde Storm fået sig en lille lur på sofaen, og var ikke ligefrem i hopla til en tur i skoven – sur og gnaven, men med det samme vi kommer udenfor, vender han på en tallerken og humøret er helt i top. Det samme med Malte – hvis han bliver pyldret, træt og kommer i “jeg vil kun bæres”-humøret, kan en tur ud i det blå altid hjælpe

Stille søndag

Sikke en dejlig søndag vi havde. Selvom vejret ikke ligefrem var som vi havde håbet endte vi med at have en rigtig dejlig dag. Det var meningen at vi skulle have været en tur i skoven med nybagt kage og varm kakao, men da det småregnede det meste af dagen, endte vi med at ligge i sengen og læse bøger, drikke varm kakao med kanel på sofaen og så tog jeg Stormsen en tur med i køkkenet, hvor han havde fået lov til at bestemme hvad der skulle laves – chokoladekage! Jeg har aldrig forstået hvorfor alle er så vild med chokoladekage – eller brunkage. Kært barn har mange navne. Jeg synes ofte det bliver en lidt tør og kedelig affære, men lun og nybagt, må jeg nu indrømme at det er meget lækkert. De tre drenge var i hvert fald ovenud tilfredse og det er jo det vigtigste

Efter at jeg er startet på arbejde igen er jeg blevet mindet om hvor meget det betyder at vi har de her dage sammen, hvor vi ikke laver andet end at være sammen. Dage hvor man ikke lægger planer, men tager tingene som de kommer og hvor man lytter hundrede procent til børnenes ønsker. Næste weekend har vi planer for lørdagen, men søndag tænker jeg der skal foregå i nattøj, med tegnefilm, mere kage og masser af kys og kram – jeg glæder mig allerede!

Sensommer

Vejret har absolut ikke været med os hele dagen i dag, så det meste af tiden har vi brugt indendøre. Storm og jeg var på shoppetur hvor der blev købt lidt efterårs lækkerier til alle 3 drenge og så brugte vi det meste af eftermiddagen på at male blandt andet invitationer til halloween-hygge og fine efterårsbilleder som jeg glæder mig til at få indrammet og hængt op herhjemme

Da klokken blev lidt i fem, havde vi to lidt trætte drenge og da vejret var blevet rigtig fint, besluttede vi os for at hoppe i overtøjet og gå os en lille hyggelig tur sammen. Begge drenge elsker at være ude og har brug for at være ude, så vi kan godt mærke på den hvis vi har været inde en hel dag. De trænger til at komme ud og “få luft under vingerne” og brænde lidt krudt af. Vi gik ned og hilste på ænderne, fandt agern og kastanjer inden vi igen listede hjemad

Nu er begge drenge puttet, jeg har taget mig et langt varmt bad og har nu puttet mig under tæppet på sofaen med en kop varm kakao

I morgen har vi ikke de store planer, så jeg håber på at finde tid til at bage lidt brød til fryseren og så krydser vi fingre for at vejret viser sig fra sin fineste side, så vi kan tage en tur i skoven og måske pakke en madkurv med lidt hjemmebag

Sidste dag på barsel

Så for søren…. Så kom den længe frygtede dag – min sidste dag på barsel. Huha hvor synes jeg den sidste del er gået lynende hurtig, og jeg føler mig overhovedet ikke klar til at komme tilbage til en “normal” hverdag. Jeg nyder meget at være hjemme ved min lille mus og synes slet ikke at jeg har fået nok tid sammen med ham. Denne barsel har på mange måder været utrolig underlig med flere indlæggelser og ikke mindst en COVID-19 situation, som har gjort at vi i en længere periode har været hjemme alle 4. Det har selvfølgelig haft nogle andre fordele og det vill ejeg selvfølgelig ikke have været foruden. Men nu skal den lille mus overlades i faderens hænder de næste 8 uger, mens jeg starter op på arbejdet igen. Det bliver selvfølgelig også dejligt at komme tilbage til kollegaerne og ud af den boble man har gået i herhjemem – væk med joggintøjet og på med jeans og make-up

Ikke nok med at jeg har første dag på arbejde i morgen, starter jeg også op med at have fitness-hold igen. Hver torsdag skal jeg fremover være instruktør for 2 hold, og jeg glæder mig virkelig til at komme igang igen. Jeg tænker også at min lidt slatne barsels-krop har godt af at blive strammet lidt op igen. (hvorfor er man mere sulten når man går hjemme alene hver dag?) #brødmedsmørforthewin

Kærestens barsel startede i mandags, så vi har haft fornøjelsen af at være hjemme begge 2 i denne uge. Det er super dejligt, så vi lige kan få styr på lidt praktiske ting inden jeg starter op igen og her til formiddag tog vi en lille tur på Espresso house og en efterfølgende shoppetur for at “fejre” min sidste barselsdag. Nu sover Malte middagslur så jeg skal i gang med at kigge arbejdsmails igennem (der er et godt stykke over 100 der skal læses igennem) og så skal jeg have lavet programmer til mine hold imorgen

Hjemmebag

“Æblebrud med hvid chokolade og marcipan”

Du skal bruge: 50 g gær // 5½ dl lunkent vand // 75 g sukker // 1 spsk salt // ca 900 g hvedemel // 75 g blødt smør //2 æg // 3 revne æbler (skrællede) // 100 g grofthakket hvid chokolade // 75 g marcipan i små tern

Opløs gæren i vandet og tilsæt, salt, sukker og det meste af melet. Ælt det godt og tilsæt herefter det bløde smør. Ælt ca 10 minutter og tilsæt evt. mere mel undervejs hvis det er nødvendigt. Lad dejen hæve tildækket en times tid

Kom dejen ud på et meldrysset bord og lav en fordybning i midten og kom æg, æble, marcipan og chokolade heri. Brug en kniv til at folde dejen indover sig selv og hak den i små stykker – gør dette en del gange indtil dejen er så nogenlunde ensartet, men stadig hakket i små stykker. Del dejen i 12-15 stykker og løft dem over på en bagelade med bagepapir. Lad den hæve 30 minutter inden de bages ved 220 grader i 15-20 minutter

Hold nu op hvor er de gode – hvis jeg da selv skal sige det. Weekend er jo ofte lig med hjemmebag her i huset og i dag var selvfølgelig ingen undtagelse. Jeg ved at mange har en del æbler i haven, så derfor var det selvfølgelig oplagt at bage lidt med æbler. Disse brud er fantastiske fordi de skal spises som de er og derfor er de også nemme at tage med på en tur i skoven. Vi spiste dem dog hjemme på stuegulvet efter en lang gåtur i det blæsende efterårsvejr. JEg håber i har haft en fantastisk weekend! I morgen starter endnu en ny hverdag for vores lille firkløver, men det skal jeg nok vende tilbage og fortælle mere om i den nærmeste fremtid