Månedsarkiv: september 2021

DIY – “Efterårssvampe”

Du skal bruge: Æggebakke // saks // korkpropper // limpistol // pensel // rød og hvid maling

Så er det for alvor blevet efterår. Det bliver tidligere og tidligere mørkt og det indbyder virkelig til små hyggelige krea-projkter. Forleden lavede jeg disse små, fine efterårssvampe med “mine” børn i børnehaven. Det var super hyggeligt og rimelig nemt at gå til

Start med at klippe æggebakken i stykker i “samlingerne” herefter kan man vælge at klippe rundt i kanten, eller hive så det får et mere ru og naturligt udtryk. Nu skal alle stykker af æggebakke males røde på ydersiden og herefter stilles til at tørre inden der males små hvide prikker

Når toppen af svampen er helt tør limes en korkprp fast som fod og så er de klar til at stille op som pynt

Hyggebakke

Jeg har indført et nyt koncept herhjemme… “Hyggebakke”. Jeg fik for nogle år siden denne fine “morgenmad-på-sengen”-bakke af mine forældre i julegave og jeg er simpelthen så glad for den. Jeg er begyndt at bruge den om aftenen, når drengene er puttet og jeg skal ind og slappe af på sofaen. Så laver jeg mig en lille “hyggebakke” ofte bestående af et krus kakao, chai eller latte, lidt sødt til ganen, en bog eller magasiner, lidt lys, blomster og andre skønheder. Det er virkelig dejligt at at sætte sig til rette under dynene, og vide at alt man behøver er lige indenfor rækkevide

I går var vi til jubilæumsfest, så er lidt træt i dag selvom vi fik børnene passet hos mormor og morfar, og dermed kunne sove længe her til morgen. Derfor tager vi os en stille og rolig dag med leg, film og nybagte boller – søndag når det er bedst!

Kan I have en dejlig søndag

Bryllupstanker

Det er lidt vildt at tænke på at jeg om 5 dage er en gift kvinde… Synes det er lidt surrealistisk, men vi har efterhåneden været kærester i over 14 år, så det var måske også på tide, haha

Jeg er i fuld sving med planlægningen, invitationerne (som ses på billeder ovenfor) er selvfølgelig sendt ud og maden bestilt. I dag har jeg brugt det meste af dagen på at lave bryllupskage. Jeg vil gerne have en form for “sensommer-tema”, så derfor kommer kagen også til at afspejle dette. Det bliver mandelbunde med brombærmousse, æblekompot og nougatcreme. Inde i mit hoved lyder det som den perfekte kombi, så vi krydser fingre for at den bliver god

Vielsen skal foregå i haven under vores store valnøddetræ (med mindre Vorherre åbner sluserne) ellers har vi et stort telt i baghånden. Jeg havde håbet at vi kunne sidde i teltet under spisningen, men det har ikke været muligt at fremtrylle et gulv, så derfor må vi rykke indendøre, men med en masse pynt, blomster og lys, skal det nok blive rigtig godt alligevel

Nu vil jeg ud og se om moussen har sat sig, så jeg kan komme videre med projekt “bryllupskage”. Kan I have en fortsat rigtig god søndag

Æbletærte

Lige pt. nyder jeg godt af at mine forældres æbletræ bugner med lækre sød/syrlige æbler. Forleden fik jeg en stor skål med hjem, som jeg blandt andet bagte disse lækre brud med og denne skønne æbletærte:

300 g hvedemel // 150 g blødt smør // 100 g flormelis // 1 æg (str L) fyld: 200 g marcipan // 80 g blødt smør // 2 æg // 50 g mandelmel // ½ tsk kardemomme // ½ tsk kanel // 2-3 æbler // lidt rørsukker til drys

Start med at komme hvedemel, smør, flormelis og æg i en skål og ælt den kort til en dej, som stilles på køl i 30 minutter. Udrul den kolde dej på et meldrysseyt bord og kom den i en tærteform. Forbag bunden ved 175 grader varmluft i ca. 10 minutter. Kom ingredienserne til fyldet – med undtagelse af æbler og rørsukker – i en skål og ælt det sammen med hænderne til en ensartet masse. Kom massen op i tærtebunden og pynt med æblebåde og et drys rørsukker. Bag tærten i en halv times tid til den er gylden og fyldet har sat sig. Serveres lun og gerne med en klat creme fraiche der er rørt sammen med lille smule vaniljesukker