Store havedag #1

I går vågnede jeg lidt i 8 til solens stråler der skinnede ind gennem gardinet. Kæresten lå og snorkede ved siden af, så jeg listede op, tog noget morgenmad og hoppede i arbejdstøjet – søndagen var hermed døbt:”Store havedag”, i hvert fald for mit vedkommende :)

Jeg har haft rigtig mange ideer om hvordan haven gerne skulle komme til at se ud på et tidspunkt, men efter 9 timer i haven i går, kan jeg godt se at det er en længere proces. Jeg startede i det ene lille bed der var fuldstændig tilgroet, og da jeg nåede til udefinerbar plante nr. 18 opgav jeg projektet og gik i gang med at grave de planter op jeg gerne ville gemme, nemlig en masse fine akelejer, som jeg nu glæder mig til at se blomsten på når de engang springer ud.

Det meste af haven er fuldstændig tilgroet i meget højt græs, og det er vidst ingen fornærmelse at sige, at dem der tidligere har boet her ikke ligefrem var have-mennesker. Jeg måtte derfor starte bilen og køre ud for at købe en kantsaks, en spade og en kultivator hvis vi skulle have nogen chance for at komme igennem bare lidt af det. I mellemtiden var min kæreste vågnet og havde besluttet sig for at hjælpe mig med det lidt uoverskuelige haveprojekt. Det endte med at han fik stukket kanter af i hele haven, han fik gravet en masse løg op og så fik han gravet en stor rosenbusk op som jeg ikke ville gemme. Jeg fik lavet et lille bed til alle de nyopgravede akelejer og så fik jeg befriet 9 hindbærplanter fra at drukne i det lange græs. Jeg fik flyttet nogle rabarberplanter og så fik jeg sået en masse latyrus, så nu er vi da så småt begyndt, selvom der er lang vej igen

Kommende projekter i vores lille have:

  1. Vi skal have opstillet 2 højbede. Det ene skal fyldes med jordbærplanter og det andet skal være fyldt med en masse lækre krydderurter
  2. Der skal plantes et lille æbletræ i det ene hjørne af græsplænen
  3. Der skal plantes lavendler – de er smukke, dufter fantastisk og smager super godt i bagværk
  4. Der skal plantes 3 små buskroser ved det ene stakit
  5. Der skal laves et langt bed langs husmuren som skal fyldes med smukke sommerblomster
  6. Vi skal i tænkeboks og finde ud af hvad der skal gøres med det store bed langs hækken
  7. Der skal fjernes mos og kløver fra græsplænen, den skal have gødning og så skal der spredes lidt ekstra græsfrø så den kan blive rigtig fin
  8. Jeg skal have plantet en masse fine blomster i alle mine krukker, som skal pynte på terrassen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *