Barselslivet & den største kærlighed ♥

Vi er så småt ved at komme tilbage til den virkelige verden, efter at vi den 26. august kl. 04.43 blev forældre til en smuk og velskabt dreng. De første 14 dage fløj afsted med masser af barselsbesøg og på at lære vores guldklump at kende. Nu er kæresten startet på arbejde igen, og der begynder så småt at komme lidt system i vores hverdag, selvom det jo på alle måder er den lille trold der sætter dagsordenen. Han er utrolig nem, for det meste, og sover fint om natten langt de fleste dage. Han er en rigtig lille krudtugle som spjætter med arme og ben så snart han er vågen og så er han en rigtig lille charmetrold 

Fødslen gik rigtig fin, og både min kæreste og jeg havde en rigtig god oplevelse. Vandet gik fredag eftermiddag 15.15, kun godt og vel en time efter at jeg havde sendt kæresten afsted til firmafest. Vi ankom til sygehuset 16.45 hvor de indlagde os med det samme pga. grønt fostervand. Heldigvis var alt som det skulle være, men det var rart at der lige blev holdt et ekstra øje med både mig og lillemanden. Vi besluttede os for at gå en lille tur i området for at sætte lidt gang i det hele, og det skal jeg da lige love for der kom. Veerne satte ind kl. 18 og herefter gik det med raske skridt tilbage til sygehuset hvor vi fik lidt aftensmad mens vi ventede på at det hele for alvor skulle gå i gang. Lidt over midnat satte veerne for alvor ind og vi blev flyttet over på fødestuen hvor jeg havde aftalt med jordemoderen at jeg skulle ligge i vand (virkelig anbefalelsesværdigt! – det var så dejligt at føle sig vægtløs for en kort stund). Lillemanden var “stjernekigger” så vi skulle se om vi kunne få ham vendt rigtigt (AV), heldigvis lykkedes det og kl. 04.00 gik fødsels så for alvor i gang – 43 minutter senere var vi blevet forældre til den mest vidunderlige lille (okay måske ikke helt lille) dreng på 4360 g og 56 cm 

 

2 tanker om “Barselslivet & den største kærlighed ♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *