Om at være lille husmor

Dette indlæg kommer til at handle om de ting jeg elsker at gå og nusse med. Jeg elsker nemlig at være en lille husmor. Da min kæreste og jeg flyttede i lejlighed for snart 3½ år siden skete der en masse nye ting. Vi skulle nu til at stå for alle de praktiske ting, og der gik ikke længe før jeg blev glad for rollen som husmor.

Det er nok efterhånden gået op for alle omkring mig, at jeg er et udpræget hygge-menneske. Der er selvfølgelig ikke så meget at lave når man bor til leje i en lejlighed. Vi har ingen have at holde, og er der noget der ikke virker, skal vi bare ringe til pedellen. Der er selvfølgelig altid rengøring, tøjvask, oprydning, opvask, madlavning og alle de andre småting der skal gøres. Men jeg glæder mig il at vi får vores eget hus med have, så jeg rigtig kan gå og nusse. Det må dog vente til vi begge er færdige med vores uddannelser, og der går lige 1½ år endnu.

Ikke desto mindre går jeg hver dag og leger husmor herhjemme:

Udeliv: Som sagt har vi ingen have, men vi var heldigvis så heldige at få en lejlighed på 1. sal, hvor der hører 2 altaner med. Den ene altan er østvendt og den anden vestvendt. Det giver mig mulighed for at bruge tid på at gå og “indrette” de 2 altaner. Der er efterhånden ved at være fyldt godt op med, havemøbler, krukker med stauder, krukker med krydderurter, jordbærplander, stor tønde med krydderurter, lanterner og altankasser. Jeg elsker at gå ud i “haven” og bruge tid. Ofte bliver det dog ofte max til 20 minutter, da man sagtens kan ordne vanding og lugning, på den tid :)

I køkkenet: At finde inspiration på nettet og i massevis af kogebøger gør at vi ofte får nyt mad som jeg aldrig har prøvet at lave før. Jeg kan godt lide at lave sund mad, men også andre mere traditionelle retter som frikadeller, flæskesteg og medister. Jeg slapper af i køkkenet og bruger det som en slags meditation. Stod det til mig selv skulle alt være hjemmelavet, men det er ikke altid at tiden tillader det. Indtil videre er der dog hjemmelavet marmelade, saft, lemoncurd, chokoldesmør, chutney og meget meget mere.

Hjemmebag: Jeg kunne bage hver dag hele dagen… Jeg synes det er fantastisk at bage og kan slet ikke få nok af det. Jeg har fra start været meget glad for kage og desserter, men jeg er efterhånden også blevet rigtig rigtig glad for at arbejde med gærdej, surdej og koldthævet dej. Jeg elsker duften af nybagt brød, og så smager det bare meget meget bedre end det man køber. Jeg ved hvad jeg putter i brødene og jeg får det helt som jeg gerne vil have det. Her kan man lege med former, pensling og drys. Og så er der bare en tilfredshed i at sidde og spise noget man selv har bagt.

Små projekter: Jeg kan rigtig godt lide at være kreativ, og bruger stort set al min fritid på at lave små kreative projekter. Jeg kan rigtig godt lide at finde inspiration på nettet og så selv gå i gang. Sommetider bliver resultatet super godt, men rigtig mange bliver det ikke helt som det jeg havde planlagt. Det er blevet til rigtig mange ting, blandt andet billeder til væggen, forskellige dekorationer og en masse hjemmelavet julepynt. Som noget nyt er jeg begyndt at brodere korssting, og jeg synes simpelthen det er så super hyggeligt, så det er klart noget jeg kommer til at gøre mere i, i fremtiden.

Traditioner: Stod det til mig skulle ALT fejres. Jul, påske, pinse, Halloween, Valentinsdag, mortensaften, thanksgiving og hvad der ellers er af højtider og mærkedage. Så bliver der pyntet op, lavet mad der passer til anledningen og hvad jeg ellers kan komme på. Julen står dog som det bedste af det bedste og julen har en stor plads i mit hjerte. Derfor tror jeg også sommetider min kæreste ryster lidt å hovedet over mig, når jeg først går i jule-mode. Så skal der bages, kokkereres, laves kreative projekter, pyntes op og meget meget mere.

“Husmor” lyder så gammelt, men sandheden er, at jeg elsker at være husmor – eller “lejlighedsmor” :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *