Hasselnøddebrød med julekrydderier

 

Får du pludselig gæster, er det rart at kunne byde dem en lækker ting til kaffen. Derfor har jeg altid brød, boller og kage i fryseren så vi altid har noget til en hyggelig stund. Denne kage er super velegnet til nedfrysning og så er den stadig lækker og svampet efter optøning. Vi spiste den dog selv en eftermiddag hvor vi lå på sofaen med tæpper, levende lys, latte og fjernsyn samt lydbog i ørerne – den perfekte søndags-afslapning. Hvis I skulle have lyst til at lade den skønneste duft af jul og hjemmebag brede sig i hele huset kan I se opskriften nedenfor

Du skal bruge: 150 g hasselnødder // 225 g hvedemel // 150 g brun farin // 1 tsk natron // ½ tsk bagepulver // 1 tsk kanel // ½ tsk kardemomme // 1 tsk stødt ingefær // 150 g smør // 1,5 dl kærnemælk // 2 store æg

Tænd ovnen på 180 grader og rist hasselnødderne i ca 10 minutter. Gnub herefter det meste af skallen af og lad dem afkøle. Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Smelt smørret og kom det i sammen med kærnemælk og æg. Pisk dejen hurtigt til en er ensartet og tilsæt nødderne. Hæld dejen i en bageform beklædt med bagepapir eller smurt med en lille smule smageneutral olie. Bag “brødet” i ca 30 minutter til det er gyldent og gennembagt. Serveres lun til en god kop kaffe eller kom den i fryseren til en hyggelig stund

December måned nærmer sig med hastige skridt. Næste weekend skal vi holde barnedåb for vores lille guldklump, og derefter kan vi for alvor begynde at tænke på julen – oppyntning, konfekt, gaver, dekorationer, småkager og alt hvad der ellers hører til. I dag står den på de sidste forberedelser til barnedåben og ellers tror jeg bare vi skal slappe af og nyde at vi ikke skal nå noget

♡ Kan I have en rigtig dejlig søndag ♡

6 tanker om “Hasselnøddebrød med julekrydderier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *