Gammeldags vaffel med hjemmelavet is & guf

Godt nok er vejret fra maj måned ikke flyttet med over i juni, desværre, men det er jo ikke ensbetydende med at man ikke godt kan sætte tænderne i en lækker gammeldags isvaffel som endda er hjemmelavet. Vi har pt. disse 5 slags is i fryseren og jeg tænker at vi skal fejre Sankt Hans aften med en isvaffel – så håber vi at vejret vil opført sig lidt sommerligt. Hvis I også kunne tænke jer at sætte tænderne i sådan en lækkerbisken, får i opskrifterne lige her:

Jordbæris med mynte: 230 g friske jordbær // 120 g sukker // 1 dl mælk // 1 dl piskefløde // kornene fra ½ vaniljestang // lidt friskpresset citronsaft // en lille håndfuld mynte

Kom alle ingredienser i en blender og blend indtil massen er ensartet og sukkeret er opløst. Køl den ned inden den køres på ismaskinen

Mangois med kondenseret mælk: 1 dl piskefløde // 200 g kondenseret mælk // 120 ml blendet mango // ½ tsk stødt kardemomme

Pisk fløden til en let skum og vend den sammen med den kondenserede mælk og mangopuréen. Smag til med kardemomme, køl ismassen ned og kør den på ismaskinen

Hvid chokoladeis med citron: 1 vaniljestang // 3½ dl piskefløde // 3½ dl sødmælk // 150 g sukker // 6 æggeblommer // 150 g hvid chokolade // fintrevet skal af ½ citron

Kom kornene fra vaniljestangen i en gryde sammen med mælk og fløde. Lad det koge op og pisk imens sukker og æggeblommer sammen til en cremet æggesnaps. Kom nu 1/3 af mælkeblandingen op i æggemassen mens der stadig piskes godt. Herefter kommes det hele tilbage i gryden hvor det skal have varme under omrøring i ca. 10 min. indtil det tykner en smule – det må ikke koge! Smelt finthakket chokolade i blandingen og smag til med citronskal. Stil blandingen på køl inden det køres på ismaskinen

Kaffeis med mælkechokolade: 1 vaniljestang // 1 økologisk citron // 3½ dl piskefløde // 3½ dl sødmælk // 150 g sukker // 6 æggeblommer // 1 stor spsk instantkaffe // 100 g hakket mælkechokolade

Kom kornene fra vaniljestangen i en gryde sammen med en skive skræl fra citronen på størrelse med en finger, mælk, fløde og instantkaffe. Lad det koge op og pisk imens sukker og æggeblommer sammen til en cremet æggesnaps. Kom nu 1/3 af mælkeblandingen op i æggemassen mens der stadig piskes godt. Herefter kommes det hele tilbage i gryden hvor det skal have varme under omrøring i ca. 10 min. indtil det tykner en smule – det må ikke koge! Stil blandingen på køl inden det køres på ismaskinen. Når massen næsten er kørt færdig, tilsættes den hakkede mælkechokolade

Chokoladeis: 1 vaniljestang // 1 økologisk citron // 3½ dl piskefløde // 3½ dl sødmælk // 150 g sukker // 6 æggeblommer // 200 g mørk chokolade

Kom kornene fra vaniljestangen i en gryde sammen med mælk og fløde. Lad det koge op og pisk imens sukker og æggeblommer sammen til en cremet æggesnaps. Kom nu 1/3 af mælkeblandingen op i æggemassen mens der stadig piskes godt. Herefter kommes det hele tilbage i gryden hvor det skal have varme under omrøring i ca. 10 min. indtil det tykner en smule – det må ikke koge! Smelt finthakket chokolade i blandingen og stil den på køl inden den køres på ismaskinen

Solbærguf: 50 g past. æggehvide // 50 g sukker // 50 g flormelis // 1-2 spsk solbærmarmelade

Kom æggehvide i en skål og pisk mens der langsomt, lidt efter lidt, tilsættes sukker. Pisk til en tyk, sej og hvid masse. Sigt flormelis ned i blandingen og vend det forsigtigt rundt til en ensartet masse, med en bagespatel. Til sidst smages der til med solbærmarmelade, der evt. er passeret gennem en sigte TIP: Smager også fantastisk med jordbær eller hindbær marmelade

I kan finde flere opskrifter på is og tilbehør lige her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *