Storms fødselsdagslagkage

TIL 2 KAGER SKAL DU BRUGE:

Chokoladebund: 175 g smør // 1 dl vand // 1 tsk vaniljesukker // 300 g sukker // 200 g hvedemel // 4 æg (str L) // 65 g kakao // 1 tsk bagepulver

Smelt smørret med vand i en lille gryde. Pisk vaniljesukker, sukker og æg til en tyk æggesnaps. Bland mel, bagepulver og kakao sammen i en skål og sigt det ned i æggesnapsen. Vend det forsigtigt rundt mens du lidt efter lidt tilsætter smørvandet. Smør en 24 cm springform godt og fordel dejen heri. Bag kagen ved 175 grader i 35-40 minutter til den lige akkurat er gennembagt. Afkøl kagen helt og del den herefter i 2 lige store bunde, med en savtakket kniv

Mandelbund: 100 g past æggeblommer // 65 g sukker // 100 g hvedemel // 1 tsk bagepulver // 50 g mandelmel // 200 g past æggehvider

Pisk æggeblommer og sukker til en tyk æggesnaps. Sigt mel og bagepulver ned i blandingen og vend det forsigtigt sammen, sammen med mandelmelet. Pisk æggehviderne stive og vend den i dejen til den er ensartet. Klip et stykke bagepapir til, så det passer i bunden af en 24 cm springform. Fordel dejen i formen og stryg den jævnt ud. Bag bunden i ovnen ved 190 grader i ca 30 minutter til den er godt gylden og giver efter ved et let tryk. Afkøl mandelbunden helt og del den herefter i 2 lige store bunde, med en savtakket kniv

Blåbærcreme: 1 spsk vaniljesukker // 200 g sukker // saft af 1 citron // 400 g frosne blåbær // 4 blade husblas // 1 liter piskefløde // 300 g hvid chokolade

Kom vaniljesukker, sukker, citronsaft og blåbær i en lille gryde og lad det småkoge uden låg i 15 minutter. Tag gryden af varmen og blend sylten kort med en stavblender. Kom blåbærsylten i en skål og sæt den på køl i minimum 2 timer, men gerne til næste dag

sæt husblassen i blød i koldt vand i en halv times tid. Kom fløden i en gryde og varm det op til ca 80 grader. Hak imens chokoladen fint og kom det i en skål. Nu hældes en tredjedel af den varme fløde over chokoladen og der røres godt til den bliver en blank masse, herefter tilsættes resten af fløden lidt efter lidt. Til sidst vrides husblassen fri for vand, og kommes i cremen. Passér cremen gennem en sigte, dæk cremen til med husholdningsfilm og stil den på køl i minimum 4 timer men helst til næste dag. Cremen skal være HELT kold, ellers kan den ikke piskes op

Opbygning & pynt: Pisk chokoladecremen tyk og luftig med en håndmikser og vend herefter blåbærsylten i til den er ensartet. Kom den i en sprøjtepose med en glat tyl.

Kom chokoladebunden på et kagefad og sprøjt en fjerdel af cremen ud i små kugler så de fylder hele bunden. Læg mandelbunden ovenpå og fordel igen blåbærcremen ud i små kugler. Nu pyntes kagerne med friske blåbær og brombær, små og store kys og chokoladekugler

2 tanker om “Storms fødselsdagslagkage

Skriv et svar til Muffi Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *