Efterårets æblehøst

Æbler er for mig en af de ting jeg forbinder allermest med efteråret. Da vi fejrede Storms fødselsdag i slutningen af august, var jeg så heldig at min svigerinde havde plukket en pose æbler til mig, fra deres egen have – det var en værtindegave der faldt i god jord. Et par dage senere begyndte jeg så at bruge løs af dem. Der blev kogt og bagt, og nedenfor kan i se hvad det blandt andet blev til

Der er ikke grænser for hvad man kan få ud af en pose æbler. Der var dog en ulempe (eller fordel – alt efter hvordan man ser på det) – jeg var nødt til at gøre fryseren ren for at få plads til det hele, haha. Nu vil skæbnen, at vi har de bedste naboer, som lige er kommet med en kæmpe skål blommer fra deres have, så nu må jeg igang igen og se hvad det kan blive til. Tænker at der skal laves marmelade, langtidsbagte blommer, kage (selvfølgelig) og så må vi se hvad jeg ellers kan finde på

Kan I have en rigtig dejlig dag!

Suppeboller med æble & timian

Du skal bruge: 225 g hvedemel // 25 g gær // 1 tsk salt // 1 tsk sukker // 50 g smør // ca 1½ dl stuetempereret danskvand // 1 groftrevet æble // timian

Smuldr gæren ud i hvedemelet og tilsæt salt og sukker. Skær smørret i stykker og smuldr det i melblandingen til en rasp-lignende konsistens. Tilsæt dansvand lidt efter lidt mens der æltes. Til sidst tilsættes det revne æble. Lad dejen hvile, tildækket i 30 minutter. Del dejen i 8-10 lige store stykker og tril dem til boller. Kom bollerne på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve i 30 minutter

Pisk et æg godt sammen og pensl bollerne inden de drysses med timian og bages i en 250 grader varm ovn i små 10 minutter til de er gyldne

Sandkage

Du skal bruge: 250 g sukker // 1 spsk vaniljesukker // 250 g blødt smør // 3 stuetempererede æg (Str L) // 250 g hvedemel // 1 tsk bagepulver // 2 æbler skåret i både

Pisk sukker, vaniljesukker og smør med en håndmikser, og tilsæt æggene et ad gangen, mens der stadig piskes. Bland hvedemel og bagepulver sammen og sigt det ned i æggemassen. Vend dejen roligt sammen med en dejskraber, til en ensartet dej. Smør en springform og kom dejen heri. Pynt kagen med æblebåde inden den bages i ca. 40 minutter ved 170 grader

Æblesmør

Du skal bruge: 6 æbler (med skræl) i tern // 4 dl vand // 4 stjerneanis // 1 kanelstang // 1 spsk vaniljesukker // ½ dl rørsukker // ½ dl brun farin

Kom alle ingredienser i en gryde (dog kun halvdelen af sukkeret) i en gryde og kog det under låg, til æblerne er kogt helt ud. Æblegrøden moses igennem en sigte og kommes i en gryde sammen med det resterende sukker. Lad det simre, og rør i det jævnligt, til det begynder at karamelisere og tykne – det tager en times tid

Brug det i kager, desserter eller på en nybagt bolle

Æblecrumble med mandler

Til 1 tærte skal du bruge: 3-4 æbler // 100 g mel // 100 g sukker // 25 g havregryn // 100 g koldt smør // 25 g mandler

Skræl æblerne og skær dem i tern. Det kolde smør skæres i tern og smuldres sammen med mel, sukker og havregryn. Æblerne kommes op i et tærtefad og smuldredejen kommes ovenpå. Hak mandlerne groft og drys dem ovenpå.  Bag tærten ved 180 grader i 20-30 minutter, til den er let gylden. Serveres lun og evt. med en klat flødeskum, cremefraiche eller vaniljeis, men den smager også fantastisk, som her, helt uden noget. 

Æblechips

Du skal bruge: ½ vaniljestang // 200 g lyst rørsukker // 4 dl vand // saft af 1 citron // 4 faste, røde æbler // evt. kanel

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland kornene sammen med en anelse af sukkeret og kom et op i en gryde sammen med det resterense sukker, citronsaft og vand. Lad det koge op til sukkeret er smeltet og tag det af varmen. Skær æblerne i tynde skiver (ca 2 mm) og kom dem ned i den lune sukkerblanding så alle skiverne er dækket. Lad dem trække i lagen til den er kold

Tag skiverne op og lad dem dryppe godt af på et stykke køkkenrulle og læg dem på en bageplade med bagepapir. Sæt dem i ovnen ved 60 grader i ca 8 timer til de er blevet sprøde. Opbevar dem i en tætsluttende dåse i op til en uge

Kærnemælkshorn med æblekompot

Du skal bruge: 2 æbler i tern // 1 spsk vand // 1 tsk kanel // 2 spsk honning // 25 g gær // 2 æg (Str L) + 1 til pensling // 1 tsk vaniljesukker // 2 tsk kardemomme // 2 spsk honning // 1½ tsk salt // 1½ dl kærnemælk // 450 g hvedemel // 75 g blødt smør // perlesukker

Kom æbletern, honning, vand og kanel i en gryde. Kog det op og lad det simre i 10 minutter. Blend det kort med en stavblender og lad det køle helt af i køleskabet

Smuldr græren i en stor skål. Tilsæt æg, vaniljesukker, kardemomme, honning og salt. Lun mælken til 40 grader og kom den op til ingredienserne sammen med 400 g af melet. Ælt dejen i 10 minutter mens der tilsættes mere mel. Tilsæt nu den bløde smør og evt mere mel, til en glat og blød dej. Lad den hæve tildækket i 30 minutter

Rul dejen ud på et meldækket bord, til en meget lang rektangel. Skær den ud i 20 høje trekanter. På hver trekant kommes en lille tsk æblemos og de rulles sammen til horn. Kom hornene på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve i 45 minutter. Pensl med sammenpisket æg og drys med perlesukker. Bag hornene i 15 minutter ved 190 grader

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *