Nytårsaften

Rigtig godt nytår til alle jer derude! Jeg håber i er kommet godt ind i det nye år. Vi holdte som sagt nytår herhjemme- mine 2 drenge og mig. Vi havde en stille og rolig aften med lækker mad, godt fjernsyn, LEGO-bygning, læsning og selvfølgelig nytårs”fyrværkeri” i form af stjernekastere

Storm var træt, så han gik ud som et lys klokken 7. Derefter hørte vi ikke en lyd fra ham, han sov fra alle bang og brag. Det er 2. gang at vi holder nytårsaften alene, og jeg synes faktisk at det er rigtig hyggeligt, og det er jo ikke fordi vi ikke gør lidt ud af det, selvom det bare er os. Maden skal være iorden, der skal pyntes fint op og vi tager pænt tøj på. Jeg var ellers ved at foreslå at vi kunne tage en nytårsaften i nattøj, men det var vi ikke helt enige om, haha. Efter at være hoppet ind i det nye år, skålene vi i cider, spiste kransekage og gik ud på terrassen for at tænde stjernekastere og se fyrværkeri

Vores nytårsmenu bestod af varmrøget lakserilette med karse og rugbrødschips, burger (den var for grim til at tage billeder af, men den smagte godt, haha) Mandelbund med hindbærmousse-bomber og en hvid chokolade og lakridscreme. Til midnat var der selvfølgelig hjemmebagt kransekage ♡

Opskrift på kransekagestykker: 500 g ren rå marcipan // 200 g flormelis // 100 g past. æggehvider Glasur: 100 g flormelis // en anelse past. æggehvide

Flormelis og æggehvide røres sammen. “Sukkerhviden” æltes ind i marcipanen lidt efter lidt til kransekagen er ensartet. Kransekagemassen kommes op i en stof sprøjtepose med en trekantet tylle i og sprøjtes ud på en bageplade beklædt med bagepapir, til lige store rustikke “kransekager” á ca. 50 g. Lad disse “lufttørre” en ½ time, før de rettes op med hænderne. Med en ganske lillebitte smule vand på fingrene, formes de tørrede rustikke kransekager nu til fine ensartede kransekager og bages ved 200 grader til de er gyldne ca. 8–10 minutter og afkøles på en rist

Glasur: Flormelisen sigtes i en skål og der kommes en anelse past. æggehvide i, mens glasuren piskes luftig og hvid med en håndmikser. Bemærk at glasuren skal være lige nøjagtig så flydende at man kan sprøjte den, men at den heller ikke må flyde sammen, når den røres i. Sprøjte glasuren kommes i et lille kornet, (et trekantet stykke bagepapir, foldet til et kræmmerhus) og der sprøjtes de klassiske striber på de afkølede kransekager.

En tanke om “Nytårsaften

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *