Ønsker for november

Så kom den længe ventede november, en måned der med stor sandsynlighed får rigtig stor betydning for vores lille familie, for det er jo den 22. i denne måned at jeg har termin med lillebror. Det er ret vildt at det snart er nu og selvom vi har ventet på at tiden skulle komme, er det også lidt angstprovokerende at vores liv tager endnu en drejning – en fantastisk én af slagsen selvfølgelig

Som I kan se på billederne er jeg så småt begyndt at julehygge herhjemme. I går var jeg på julegaveshopping med min søde nabo, og der blev købt en hel del gaver. Eftersom vi ikke ved hvornår lillebror melder sin ankomst, er det meget rart at få styr på lidt forskelligt, for det skal jo være jul ligesom det plejer med gaver, hjemmebag og julepynt, selvom vi lige har en fødsel midt i det hele, haha. Årets første julesmåkager er også blevet bagt og her til formiddag er der blevet sat en hyggelig lyskæde op inde i stuen. Jeg har set 2 julekalendre og der er helt styr på Storms kalenderpakker, så alt i alt er jeg vidst meget godt med, og mon ikke det bliver jul fuldstændig ligesom det plejer. Nedenfor kan i se min ønskeliste for november der både indeholder julerier og andre store og små ting:

  1. At stort set alle hverdage og weekender i november er helt uden planer
  2. Nybagte nøddestollen med koldt smør og varm chokolade med skumfiduser
  3. Mange timer på sofaen med gamle julekalendre og varm æblegløgg
  4. Læse “Det lille bageri på strandpromenaden” af Jenny Colgan
  5. Julegaveshopping, både i byen og på sofaen
  6. Duften af nybagte julesmåkager
  7. Bruge en eftermiddag på biblioteket med mine to drenge
  8. Nyde Mortensaften med and, kartofler, sovs og hjemmelavet rødkål
  9. At vi skal have pyntet op med julelys både ude og inde
  10. At hilse på lillebror ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *