Fridag med guldklumpen

I dag har Storm haft en fridag fra vuggestuen. Jeg nyder at gå herhjemme og lade op til lillebrors ankomst med en masse afslapning på sofaen, men en af de helt store fordele ved at gå hjemme, er jo at jeg kan holde Storm hjemme fra institution de dage jeg har lyst. I dag var så én af de dage. Den overordnede grund til at han skulle være hjemme ved mig, var at han skulle til 2-års tjek hos lægen, og for at det ikke skulle blive for stressende i forhold til middagslur, valgte jeg at han skulle blive hjemme hos mig

Jeg havde forud for min barsel besluttet mig for at jeg en gang imellem vil holde Storm hjemme fra vuggestuen, så vi virkelig kan få noget kvalitetstid sammen inden der kommer endnu en supermand til verden, som vil tage en del af vores tid og opmærksomhed. Selvom jeg synes det er vigtigt at han beholder sin daglige rytme og kommer i institution for at blive stimuleret og lege med de andre børn, nyder jeg virkelig også en dag som denne, hvor det bare er ham og mig ♡

Det er ikke fordi vi har lavet det helt store. Vi sov til omkring halv 7, herefter så vi tegnefilm og spiste morgenmad i sengen inden vi gik ind på værelset for at lege lidt med biler. Lidt op ad formiddagen gik vi så en tur i det smukke efterårsvejr for at samle kastanjer, inden vi igen vendte snuden hjemad for at spise frokost. Herefter var det blevet Storms puttetid og imens nød jeg et par kapitler i min bog og lidt praktiske gøremål inden det var blevet tid til lægeundersøgelse. Vi havde virkelig en hyggelig dag og jeg kunne mærke på Storm at han har nydt det lige så meget som mig. I morgen skal han igen i vuggestue, men inden længe får vi masser af kvalitetstid sammen, for han skal jo selvfølgelig holde efterårsferie sammen med mig i hele uge 42

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *