Kategoriarkiv: Bagværk

18. december – Juleboller med hyggelig topping

Til 8 boller skal du bruge: 25 g gær // 1,5 dl lunkent vand // ½ tsk stødt kardemomme // ½ tsk stødt nellike // 1 tsk stødt kanel // ½ dl sukker //  1 lille tsk groft salt // 25 g smeltet smør // ½ dl mælk // 1 æg (+ 1 til  pensling) // ca 400 g hvedemel // 1 håndfuld mandelsplitter // perlesukker til drys

Rør gær ud i det lune vand og tilsæt krydderier, sukker og salt. Tilsæt smør, mælk og æg og ælt melet ind i dejen og lad den hæve tildækket i ca. ½ time på et lunt sted. Ælt dejen godt godt igennem og form dejen til ca 8 boller og stil dem på en plade med bagepapir. Lad bollerne efterhæve i ca. ½ time. Pensl bollerne med sammenpisket æg drys med mandelsplitter og perlesukker og bag bollerne midt i en 200 grader varm ovn – til de er gyldne, ca 15-20 minutter.

14. december – DIY: Spiselige bordkort

Så blev det den 14. december – 10 dage tilbage til den store aften! I går var jeg sammen med en studieveninde for at julehygge. Vi startede med at spise luciakranse sammen til morgenmad og efterfølgende gik vi i gang med dagens store projekt: “figurkager”. Mens kagerne kølede af spiste vi risengrød, kagerne blev herefter pyntet med glasur og til slut gik vi en hyggelig tur i mørket. Det er simpelthen så super hyggeligt at gå morgen- eller aftenture pt. når alle folk har tændt deres julelys ude og inde

Jeg har lavet figurkager sammen med min mormor hver jul, så langt tilbage som jeg kan huske. Efter jeg flyttede hjemmefra var det en tradition der hørte op, men i år var det tredje år min veninde og jeg har haft en julehyggedag hvor vi har bagt og pyntet peberkager – det bringer dejlige minder frem. I år lavede jeg også disse spiselige bordkort, som jeg tænker der skal på årets julebord

Til ca. 200 peberkager skal du bruge: 150 g blødt smør // 5 dl brun farin // 2 dl lys sirup // 2 dl vand // 1 spsk stødt kanel // 1 spsk stødt ingefær // 1 spsk stødt nellike // 1 spsk natron // ca. 850 g hvedemel

Pisk smør, farin og sirup til det bliver lyst og luftigt. Tilsæt vand, krydderier og det meste af melet. Til sidst kommes dejen ud på bordet og der æltes mel i til en passende konsistens. Dejen har godt af at stå på køl i minimum 2 timer (gerne natten over) inden den rulles tyndt ud på et meldrysset bord og stikkes ud til de ønskede figurer. Bag ved 220 grader i 5-6 minutter. LAd kagerne køle helt af og pynt herefter kagerne med en tyk glasur lavet med flormelis der piskes med en lille smule æggehvide. Glasuren skal størkne helt op, inden kagerne opbevares i en tætsluttende beholder

12. december – Luciakranse med safran og appelsin

I morgen er det “Lucia-dag” og i den forbindelse plejer vi ofte at hygge med en masse levende lys og hjemmebagte luciaboller. Jeg har ofte bagt den helt klassiske, men i år havde jeg lyst til at prøve noget andet, og det blev derfor til denne udgave med masser af appelsin. I år er jeg ikke hjemme hos familien den 13. da jeg skal julehygge med en veninde, så derfor tog vi forskud på glæderne en dag før tid. Hvis i selv har tænkt jer at bruge dagen på at forkæle familien med hjemmebag, vil jeg klart anbefale jer at pøve disse luciakranse

Du skal bruge: 1 g safran // 2,5 dl vand // 25 g gær // 1 æg // 50 g sukker // ½ tsk stødt kardemomme // 1 tsk groft salt // 75 g blødt smør // 500-600 g hvedemel Fyld: 150 g blødt smør // 100 g sukker // revet skal af 1 stor øko. appelsin // ½ dl. syltet appelsinskal (kan undlades) Topping: 1 sammenpisket æg // perlesukker

Kom safran, vand, gær, æg, salt, sukker og kardemomme i en skål og rør det godt sammen inden der kommes mel i. Ælt det hele god sammen – gerne i en røremaskine – Kom smørret i og ælt videre, inden der evt. tilsættes mere mel. Dejen skal æltes i 10-15 minutter til dejen er blød og smidig – der må endelig ikke komme for meget mel i dejen! Lad dejen hæve lunt og tildækket i en lille time

Rul dejen ud i en rektangel på et meldrysset bord. Pisk sukker og smør til en luftig masse og smør det ud i et tyndt og jævnt lag på den udrullede dej. Drys nu med syltet appelsinskal inden dejen foldes ind over sig selv. Start med at tage en tredjedel af dejen og fold ind og fold derefter den anden tredjedel ind over bagefter. Skær dejen ud i strimler af 2-3 cm, sno dem og kom dem på en bageplade med bagepapir, hvor de formes som kranse. Lad dem efterhæve i 30 minutter inden de pensles med æg og drysses med perlesukker – Bages ved 225 grader i 10-12 minutter

Hjemmebag

“Æblebrud med hvid chokolade og marcipan”

Du skal bruge: 50 g gær // 5½ dl lunkent vand // 75 g sukker // 1 spsk salt // ca 900 g hvedemel // 75 g blødt smør //2 æg // 3 revne æbler (skrællede) // 100 g grofthakket hvid chokolade // 75 g marcipan i små tern

Opløs gæren i vandet og tilsæt, salt, sukker og det meste af melet. Ælt det godt og tilsæt herefter det bløde smør. Ælt ca 10 minutter og tilsæt evt. mere mel undervejs hvis det er nødvendigt. Lad dejen hæve tildækket en times tid

Kom dejen ud på et meldrysset bord og lav en fordybning i midten og kom æg, æble, marcipan og chokolade heri. Brug en kniv til at folde dejen indover sig selv og hak den i små stykker – gør dette en del gange indtil dejen er så nogenlunde ensartet, men stadig hakket i små stykker. Del dejen i 12-15 stykker og løft dem over på en bagelade med bagepapir. Lad den hæve 30 minutter inden de bages ved 220 grader i 15-20 minutter

Hold nu op hvor er de gode – hvis jeg da selv skal sige det. Weekend er jo ofte lig med hjemmebag her i huset og i dag var selvfølgelig ingen undtagelse. Jeg ved at mange har en del æbler i haven, så derfor var det selvfølgelig oplagt at bage lidt med æbler. Disse brud er fantastiske fordi de skal spises som de er og derfor er de også nemme at tage med på en tur i skoven. Vi spiste dem dog hjemme på stuegulvet efter en lang gåtur i det blæsende efterårsvejr. JEg håber i har haft en fantastisk weekend! I morgen starter endnu en ny hverdag for vores lille firkløver, men det skal jeg nok vende tilbage og fortælle mere om i den nærmeste fremtid

Mariehøneboller

Her til eftermiddag overraskende jeg Storm med disse søde mariehøneboller da han kom hjem fra børnehaven og jeg skal da lige love for at det var et kæmpe hit (også hos farmand, haha). Jeg bruger denne opskrift på boller, så har i selv lyst til at bage dem kan i følge fremgangsmåden der. Dejen deler jeg i stykker af 45 gram som trilles til boller. Når bollerne er helt afkølede pyntes de med en tyk rød glasur, smeltet mørk chokolade og røde smarties

Jeg fik egentlig ideen da jeg kom til at tænke tilbage på min barndom. Her bagte min mormor altid fastelavnsboller der var pyntet som mariehøns og skildpadder, når jeg havde fødseldag. Tiden lige nu er ikke til fastelavnsboller (hvorfor i grunden ikke??) Så derfor blev det bare ganske almindelige teboller. Jeg har en idé om at jeg skal bage noget lignende til Storms fødselsdag i august, men om det bliver bamser, mariehøns eller noget helt tredje, det må tiden vise

Bededagsferie

Her til eftermiddag har vi hygget os med nybagte hveder og et stort glas dalgonakaffe. Storm og jeg bagte hveder i formiddags så de kunne være klar til at kæresten kom hjem fra arbejde lidt over 2. Normalt plejer vi at få dem om aftenen, men fordi vi gerne ville hygge sammen med drengene, blev det her til eftermiddag i stedet for. Men lur mig om der ikke også bliver spist et par stykker i aften når børnene er puttet og der skal ses film i sofaen

Opskriften på hveder kan I finde lige her

Vi er i fuld gang med at ordne vores have lidt pt. så vi håber på at vi kan bruge noget af Bededagsferien på at blive helt færdig. Vi har fået rettet græsplænen op, så nu skal den jævnes ud, tromles og så skal der såes nyt græs så den forhåbentlig bliver fin og grøn til sommer. Jeg mangler også stadig at købe lidt til et par krukker og så skal vi have gjort terrassen klar med rengørning af fliserne. Håber ikke det kommer til at tage al for lang tid, så vi kan bruge tiden på hygge og leg udenfor (krydser fingre). Jeg skal også bruge lidt af tiden på at planlægge lidt til min kærestes fødselsdag. Han bliver nemlig 30 på fredag i næste uge og vil ikke holde noget, men tænker nu at jeg vil gøre lidt ud af det alligevel – man bloiver jo kun 30 én gang

Kan I have en rigtig dejlig Bededagsferie!

Eftermiddagshygge

Jeg har haft en lille pause fra bageriet den seneste uges tid, men her til morgen gik jeg i gang med at lave dej til dette lækre brød, som vi har nydt til eftermiddagskaffen. I skrivende stund sidder jeg og vipper lillebror i slyngevuggen mens farmand og Stormsen så sit snit til lidt udeleg mellem et par regnbyger

♡         ♡         ♡         ♡

Til ét brød skal du bruge: 10 g gær // 3 dl koldt vand // 1 tsk flagesalt // 1 dl havregryn // hvedemel til dejen lige akkurat stadig kan røres med en træske (ca. 3 dl)

Kom alle ingredienser i en skål og rør det godt med en træske. Det skal være en fast dej, men stadig så den lige akkurat stadig kan røres med en ske. Dæk dejen til og stil den på køl minimum 2 timer – gerne til næste dag. Form dejen forsigtigt til en kugle, og kjom den på en bageplade med bagepapir. Drys den med hvedemel og skær et kryds på toppen af brødet. Lad det hæve et par timer inden det bages ved 225 grader i 25-30 minutter, indtil brødet lyder hult når du banker det under bunden

Flutes med ramsløg og cheddar

Hvis du har været en tur i skoven for at plukke ramsløg, vil jeg klart anbefale dig at bage disse flutes. De er virkelig lækre og svampede. Vi spiste det ene da det var nybagt og så er de to andre kommet i fryseren, for jeg tænker at de vil være perfekte her til grillsæsonen

Du skal bruge: 25 g gær // 3 dl sturtempereret danskvand // 1 spsk sukker // 1 spsk flagesalt // ½ dl rapsolie // 450-500 g hvedemel // 2-3 spsk ramsløgspesto // 10 blade friske ramsløg // ca. 75 g revet cheddar // æg til pensling // flagesalt til drys

Kom gær, danskvand, sukker, salt og olie i en skål sammen emd halvdelen af melet og ælt det sammen. Tilsæt resten af melet lidt efter lidt, mens der stadig æltes. Dejen skal være blød og elastisk. Lad den hæve tildækket en halv times tid

Rul dejen ud i en rektangel på et meldrysset bord. Smør et tyndt lag ramsløgspesto på bunden (opskriften kan i evt. finde her), hak den friske ramsløg og drys ud over og fordel den revne cheddar. Tril dejen som en roulade og del den i 3 lige store dele. Hver roulade skæres næsten helt igennem på den lange led, åbnes en smule og snoes. Hvis du har en flutesbakke kan du lade dem efterhæve heri – husk dog at drysse med en smule hvedemel inden, ellers kan du sagtens bruge en bageplade med bagepapir. Dæk dem til og lad dem hæve en times tid. Pensl dem med sammenpisket æg og drys med en lille smule flagesalt. Bag de snoede flutes ved 210 grader varmluft i ca. 15 minutter

Kardemommeboller til Påsken

Der er virkelig gang i køkkenet herhjemme for tiden. Det er næsten lige før jeg vil vove den påstand, at vi de sidste 14 dage har bagt hver dag (næsten i hvert fald). Jeg er vild med at bage og mine 2 store drenge elsker nybagte boller og kage – men hvem gør i grunden ikke det?? Og så er det bare fristende at gå i køkkenet, når man nu alligevel har så meget tid man skal have brugt herhjemme. I weekenden bagte jeg disse påskebrød. Halvdelen af dejen lavede jeg til almindelige boller til Storm og resten af dejen blev til disse fine, flettede brød

Du skal bruge: 50 g gær // 3 spsk rørsukker // 1 tsk salt // 2 tsk kardemomme // 1 tsk vaniljesukker // 4 æg // 3 dl mælk // 700-900 g hvedemel // 100 g stuetempereret smør

Kom gær, sukker, krydderier og æg i en skål – gerne en røremaskine, og rør godt sammen. Lun mælken op til 40 grader og tilsæt den til blandingen sammen med ca. halvdelen af melet. Rør godt og tilsæt mere mel efterhåneden som dejen samler sig. Kom det bløde smør i dejen mens der stadig røres og tilsæt om nødvendigt mere mel. Ælt dejen til den er glat og elastisk – dette tager 15-20 minutter. Dæk dejen til med et viskestykke og lad den hæve i en time

Dejen deles nu i 12-16 lige stykker som hver deles i 3. De 3 små stykker trilles til en pølse og flettes sammen. Den flettede brødsnor foldes sammen til en krans, og lægges på en bageplade med bagepapir. Lad dem efterhæve i ca. 15 minutter mens ovnen varmer op til 190 grader. Bollerne pensles med mælk og bages i midten af ovnen i 12-15 minutter til de er gyldne

Lækre bamseboller

Jeg havde bagt disse skønne bamseboller i mandags da Stormsen kom hjem fra vuggestue, og jeg skal da lige love for at de faldt i god jord. Vi nød dem i sofaen mens vi så et afsnit af “Paw Patrol” som er hans absolutte yndlings tv lige i tiden. Tænker også at bollerne ville være perfekte til en børnefødselsdag

Du skal bruge: 50 g gær // 2½ dl lun mælk // 75 g blødt smør // 1 spsk sukker // 1 tsk salt // 1 æg + 1 til pensling // ca. 550 g hvedemel Pynt: mørk chokolade

Rør gæren ud i den lune mælk og tilsæt de øvrige ingredienser – hold lidt mel tilbage. Ælt dejen i 10-15 minutter til den er glat og smidig. Kom den ud på et meldrysset bord og lad den hvile 10 minutter. Lav 15 boller à hver 80 g og 30 små kugler der vejer 5-6 g. De store boller sættes på en bageplade med bagepapir og der sættes 2 små kugler foroven som ører. Tryk bollerne en smule flade og lad dem hæve tildækket en times tid

 Pensl bollerne med sammenpisket æg og bag dem ved 220 grader i ca. 15 minutter til de er gyldne. Lad dem afkøle helt på en rist inden de pyntes med smeltet chokolade