Kategoriarkiv: DIY

21. december – Mens vi venter

Nu nærmer den store aften sig med hastige skridt og vi er i den grad kommet i julestemning. I dag fandt vi pap, papir og glimmer frem fra min mormors gemmere og så gik vi ellers igang i vore lille kreative værksted. Storm tegnede og lavede mussetrapper og jeg klippede snefnug og lavede julestokke med glimmer. Der er simpelthen så super hyggeligt at sidde sammen om bordet og lave kreative ting og især her op til jul er det virkelig noget jeg nyder at gøre med mine kære. Storm er ikke altid super tålmodig og hans politibiler er stadig mere spændende end mors idé om kreativ klippe-klistre-julehygge, så det endte med at jeg sad helt alene, haha.. Jeg har overvejet at starte en ny tradition næste år hvor jeg vil invitere mine nærmeste til juleklip en søndag i december med æbleskiver, konfekt og gløgg

Kan I have en rigtig dejlig aften

16. december – DIY: Hjemmelavet julepynt

Jeg ville bare ligge kigge ind forbi med en idé til noget juleklip, man eventuelt kunne give sig i kast med i en af juledagene. Jeg er helt vild med at klippe og klistre, og julen indbyder jo netop til dette. Denne gang har jeg arbejdet i et matreiale jeg aldrig har prøvet før og jeg skulle da også lige finde metoden inden jeg for alvor fik lavet noget fint

Du skal bruge: “Honey comb”-papir i ønskede farver // blyant // saks // lim eller dobbeltklæbende tape // perler // en stor nål // snor // limpistol

Find ud af hvilken form du ønsker på dit pynt og lav evt. en skabelon. Man skal kun tegne den halve form langs kanten inden det klippes ud. Herefter bruges det udklippede stykke som skabelon. Nu har du 2 ens stykker som limes sammen. Kom lim på den ene side af det ene stykke og lim det andet stykke ovenpå. Når limen er tør limes der på den anden side, papires foldes ud og rund og limes sammen. Nu kommes der et stykke snor imellem (det kan være nødvendigt at bruge en nål) og der sættes perler på, som limes fast med en limpistol

10. december – DIY: Simpel dekoration

I år har jeg for første gang, siden jeg flyttede hjemmefra, ikke lavet en “rigtig” juledekoration. Jeg synes ikke tiden har været til det og så har vi den udfordring i år, at vi ikke har ret mange steder at stilles vores julepynt på grund af en lille mr. pilfinger #hanerialt-ALT! Derfor blev kalenderlyset den nemmeste løsning – et kalenderlys i en stage og vores adventsdekoration er 4 bloklys der står på et lerfad, omkranset af kogler og andet naturpynt. Dén er jeg faktisk ret tilfreds med – i kan se et lille glimt af den i dette indlæg

Tirsdag aften var der lige tid og overskud til at lave en lille, fin, simpel og nem dekoration fyldt med husløg

Du skal bruge: En krukke, fad skål eller andet (jeg har brugt en gammel murstensform) // frostpose // plantejord // forskellige husløg // fyrfadsholdere

Klip posen op og læg den ned i din beholder for at beskytte den mod vand. Fyld den op med jord og fordel husløgene ovenpå jordet indtil du er tilfreds med hvordan det ser ud. Med en finger laves der huller ned i jorden og husløgene puttes heri. Til sidst sættes fyrfadsholderne i – Et Voilá

6. december – DIY: guirlande med tørrede appelsiner

Du skal bruge: 2 store appelsiner // en skarp kniv // bageplade med bagepapir // saks // en stor nål // natursnor

Skær appelsinerne i tynde skiver og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ovnen ved 120 grader i 2-3 timer til de er tørret op. Efter en times tid, kan det være en god ide at vende dem om, så tørrer de hurtigere op. Hvis du ikke skal bruge dem med det samme kan de afkølede appelsinskiver opbevares i en tætsluttende beholder. Vær dog opmærksom på at de godt kan blive en smule bløde. Når appelsinerne kommer op på guirlanden skal de nok tørre helt op igen

Klip snoren af i den ønskede størrelse (eller lidt længere) og træk appelsinskiverne på i begge sider. Nogle gange kan der være kommet små huller i skiverne, som man kan bruge, ellers kan man lave et lille hun med en nål så snoren kan komme igennem. Sæt appelsinskiverne med den ønskede afstand og herefter er guirlanden klar til at blive sat op. Man kan hænge den i loftet som jeg har gjort, men den er også rigtig fin at bruge som pynt på juletræet

TIP: Hvis man har nogle appelsinskiver i overskud, kan man sætte en rød silkesnor i og bruge dem som juletræspynt eller som pynt på grene. Man kan også bruge dem helt som de er i f.eks. dekorationer, til at binde på kranse eller som pynt på julegaverne

DIY: Naturkunst

Kunst og kunst er måske så meget sagt, haha…. Jeg har været i gang med et lille kreativt projekt i forbindelse med et forløb med min skoleklasse, og jeg tænkte at jeg ville give ideen videre nu hvor mange er hjemme på efterårsferie. Naturen er lige nu fyldt med en masse spændende ting. Ofte er det kun kastanjer der bliver brugt flittigt til at lave kastanjedyr og edderkoppespind med, men der er så meget andet derude som kan bruges til små kreative projekter. Jeg tog min klasse med i skoven for at finde agern, pinde, og bark – alt sammen noget der kan bruges til at lave disse små naturmænd (eller… måske det ligner mere myrer?) Nå anyway… Det er en oplagt ting at gå i gang med her i ferien, hvis i mangler noget at bruge tiden på. Alt du skal bruge er; alt du kan finde i naturen og en limpistol/andet lim (næste gang tror jeg at jeg vil forsøge mig med noget andet (stærkt) lim, så man undgår at kunne se de grimme limrester fra limpistolen

Bogen her er lavet af 2 små stykker bark der er limet sammen i den ene ende og derefter har jeg klippet en masse små stykker papir ud i samme størrelse, limet dem sammen og kommet dem ind i “bogbindet”

Jeg er vild med at sidde og slappe af med små kreative projekter. I den næste uges tid får jeg også lov til at lave lidt kreativt, da vi i weekenden skal holde Halloween(u)hygge for den nærmeste familie. Lige pt. er der ved at blive bagt marengs-spøgelser, der skal dekoreres småkager og så skal der selvfølgelig pyntes op og forberedes lidt til vores kostumer

Det næste dægns tid er jeg alene hjemme, så nu vil jeg hoppe ind på sofaen og lade roen falde over mig. Kan I have en rigtig dejlig aften!

DIY: Efterårskrans

I mandags sprang jeg ud i et kreativt projekt som jeg har tænkt på at ville prøve i flere år. Jeg må dog erkende at det langt fra var så let som jeg først troede… Ude foran vores dør har vi en stor hortensia i en krukke og blomsterhovederne derpå er simpelthen så fine lige pt. Så derfor besluttede jeg mig for at klippe dem alle sammen af og bruge dem i kransen sammen med små grene fra vores blåbærbusk og nogle paradisæbler. Derudover havde jeg købt nogle små eukalyptus grene og det var sådan set det – set i bakspejlet skulle jeg nok have haft lidt mere at sætte på, men øvelse gør mester

Jeg startede med at binde små buketter af eukalyptus grene, blåbærgrene og hortensia og derefter bandet jeg dem på kransen én efter én. Til sidst bandt jeg paradisæbler på, de steder jeg synes der passede fint. Nu skal den så ud og hænge foran hoveddøren og så glæder jeg mig bare til jul hvor jeg helt sikkert vil give mig i kast med endnu en krans

Efteråret byder velkommen

Den bedste tid på året! Vi er i fuld gang herhjemme. Al det udvendige er ved at blive malet, der bliver ryddet op, ryddet ud, luget, klippet ned og plantet om. Traditionene tro har jeg været i gang med at gøre det fint foran vores hoveddør, så foråret kan byde vores gæster hjertlig velkommen

Jeg er vild med alt ved efteråret og især alle de smukke planter til krukkerne. Lyng er en selvfølge og i år har jeg kørt et grønt, gråt og hvid tema som jeg synes er utrolig smukt. Ofte har det været lyng i lilla nuancer, der er pyntet udendørs, men i år trængte jeg lige til at der skulle ske lidt nyt. Græskar og lys skal der selvfølgelig også til, så jeg har købt en ny lanterne og nogle utrolig smukke græsker, som passer perfekt i farverne

DIY: Skattekort

Jeg er godt i gang med forberedelserne til Storms fødselsdag og én af de ting jeg har været i gang med, er at lave en lille skattejagt til børnene. Jeg har lavet små slikposer som er bundet med hvide silkesløjfer og så har jeg lavet små skilte med dødningehoveder på. Men ingen skattejagt uden skattekort, og hvordan jeg har lavet det kan i se lige her:

Du skal bruge: 1 stykke papir // 1 kop kaffe // lighter // sort tusch

Start med at krølle papiret godt sammen og fold det herefter ud igen. Læg det i en beholder og hæld kaffen over så der kommer kaffe på hele papiret. Tag papiret op og lad det tørre helt. Rul papiret sammen og brænd det forsigtigt i begge ender. Rul herefter papiret på det andet led og brænd igen. For at lave afbrændingerne i midten af papiret skal man være lidt forsigtig man skal holde papiret så tæt ved ilden at det giver farve, men så langt væk at der ikke går ild i det. Herefter er det bare med at tegne og skrive det man nu har lyst til – tegn/skriv evt. med en blyant inden du laver det endeligt med den sorte tusch 

DIY: Fyrfadsstager til terrassen

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har rigtig svært ved at smide ting ud. Især har jeg en svaghed for små glas (henkogningsglas, marmeladeglas, glasflasker fra sirup osv. Derfor er vi også ved at drukne i de små glas som vi køber Maltes babymos i. Små søde glas, som jeg virkelig ikke ved hvorfor jeg gemmer – de er nemlig for små til syltetøj og lignende. Men ikke desto mindre er 5 af dem nu blevet forvandlet til små søde fyrfadsstager som pynter fint på terrassen. Jeg har dog kun 3, for min nabo mente at der skulle bo 2 hjemme hos hende, haha

Du skal bruge: Små glas // naturbast // saks // limpistol // fyrfadslys

Start med at måle hvor meget bånd der cirka skal bruges til hvert glas, og klip dem herefter en anelse længere end det. Når limpistolen er varm er det bare med at komme en lille smule lim på glasset, sætte bast på, vente til det tørrer, komme mere lim på, mere snor og så videre. Kom et fyrfadslys i hver af glassene og lade dem pynte fint på f.eks. havebordet

DIY – ideer til såning af karse

På denne tid af året plejer jeg, som så mange andre, at så karse. I år er det blevet gjort på 2 forskellige måder: noget i tomme æggeskaller og noget i hjemmelavede Påskekaniner. Selvom Påsken er forbi synes jeg stadig godt at man kan have dem til at stå i vindueskarmen og pynte fint. Foråret er jo langt fra forbi endnu, så hvis i skulle få lyst til at så lidt karse selv, kan i se hvordan man gør lige her:

Karse i tomme æggeskaller: æg // maling // pensel // vat // karsefrø

Slå et lille hul i toppen af æggene og hæld indholdet ud (gem det evt. til en omelet) og knæk forsigtigt æggeskallen af så du får det ønskede størrelse hul. Mal skallerne i den ønskede farve og lad dem tørre helt inden de fyldes med vat og karsefrø

Karsekaniner: runde beholdere f.eks små ramakiner // pap // tynd sort tusch // tape eller lim // vat // karsefrø

Start med at måle pap ud så det passer med at det kan nå hele vejen rundt om den valgte beholder og stikker ca. 1 centimeter over kanten. Lim eller tape den fast rundt om din beholder. Tegn ansigt på dine kaniner og klip ører ud som limes fast indvendigt inden den fyldes med vat og karsefrø