12. december – Luciakranse med safran og appelsin

I morgen er det “Lucia-dag” og i den forbindelse plejer vi ofte at hygge med en masse levende lys og hjemmebagte luciaboller. Jeg har ofte bagt den helt klassiske, men i år havde jeg lyst til at prøve noget andet, og det blev derfor til denne udgave med masser af appelsin. I år er jeg ikke hjemme hos familien den 13. da jeg skal julehygge med en veninde, så derfor tog vi forskud på glæderne en dag før tid. Hvis i selv har tænkt jer at bruge dagen på at forkæle familien med hjemmebag, vil jeg klart anbefale jer at pøve disse luciakranse

Du skal bruge: 1 g safran // 2,5 dl vand // 25 g gær // 1 æg // 50 g sukker // ½ tsk stødt kardemomme // 1 tsk groft salt // 75 g blødt smør // 500-600 g hvedemel Fyld: 150 g blødt smør // 100 g sukker // revet skal af 1 stor øko. appelsin // ½ dl. syltet appelsinskal (kan undlades) Topping: 1 sammenpisket æg // perlesukker

Kom safran, vand, gær, æg, salt, sukker og kardemomme i en skål og rør det godt sammen inden der kommes mel i. Ælt det hele god sammen – gerne i en røremaskine – Kom smørret i og ælt videre, inden der evt. tilsættes mere mel. Dejen skal æltes i 10-15 minutter til dejen er blød og smidig – der må endelig ikke komme for meget mel i dejen! Lad dejen hæve lunt og tildækket i en lille time

Rul dejen ud i en rektangel på et meldrysset bord. Pisk sukker og smør til en luftig masse og smør det ud i et tyndt og jævnt lag på den udrullede dej. Drys nu med syltet appelsinskal inden dejen foldes ind over sig selv. Start med at tage en tredjedel af dejen og fold ind og fold derefter den anden tredjedel ind over bagefter. Skær dejen ud i strimler af 2-3 cm, sno dem og kom dem på en bageplade med bagepapir, hvor de formes som kranse. Lad dem efterhæve i 30 minutter inden de pensles med æg og drysses med perlesukker – Bages ved 225 grader i 10-12 minutter

1 thought on “12. december – Luciakranse med safran og appelsin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *